Unfortunate apex #12

"Hvad er det vigtigste du har lært i din tid som sygeplejerske (og studerende!)".

Det er nok mit yndlingsspørgsmål, og et spørgsmål jeg er blevet stilt et par gange i år i den tid jeg blev kastet rundt mellem afdelinger i regionen.

Jeg plejer altid at smile lidt og prøver at rumme det et øjeblik, den der taknemmelighedsfølelse inden jeg svarer på sådan et spørgsmål. Tænk at jeg har været så heldig, og så velsignet at kunne læse til sygeplejerske og formå at dele berigende oplevelser med andre væsener, som ligeledes jeg for et kort stund fik lov til at opleve det at være menneske her.

Mit svar plejer altid at være formuleret således.

Kender i den der saying "When you die your whole life flashes before your eyes"?

Ja, thats a load of bull.

Den vigtigste lektie jeg har lært i min tid som sundhedsfaglig, er den gyldne lektie jeg tilegnet mig under de perioder hvor jeg har arbejdet med Terminale patienter.

Jeg har været med til at give en værdig afsked til mange patienter, hvor jeg har siddet ved deres side i de sidste stunder.

Nogle gange har jeg læst op af deres yndlings litteratur, andre gange har jeg kørt Beethoven i baggrunden på den WoW computer jeg har stjålet et eller andet sted fra gangen af. Lad mig fortælle dig hvordan tingene virkeligt står til. Når du er døende så husker du kun de gode ting. Det vil sige den kærlighed som du har fået og den kærlighed som du har givet i livet. Det eneste du husker er den kærlighed du har delt (hashtag hjerte). Jeg mener det.

Alt det dårlige som du har oplevet? Det betyder ingenting i sidste ende.

Kærligheden er det eneste du husker.

Nu er jeg en gammel og erfaren sjæl efterhånden, i skal ikke tage jer af min akavede og dumdristige (naive) tilstand som menneske. Det tager tid at vokse, og at anerkende disse lektier har gjort mig til et utrolig positivt indstillet menneske. Sådan lidt lalleglad nærmest, dette gør at der er mange som kan føle sig nærmest intimiderede af min positivitet og den overskud jeg viser i livet. Det ærger mig, da det i min optik faktisk kun drejer som en person som har indset hvad der virkelig betyder noget at lægge vægt på i verden, taknemmelighed.

Jeg har altid været kendt som hende den mærkeligt positive type.

Det har derfor været en dreadfull og tarvelig oplevelse for min familie og mine nærmeste at se at jeg sidste år for et stund, næsten mistede mig selv.

Og det gjorde jeg også...Jeg har altid sagt at min ADHD er min vigtigste gave og en superhelte evne jeg ser som min største styrke. Men denne her gang, så drev den mig helt ned.

Jeg er ikke psykisk syg og har aldrig været det, men jeg vil indrømme at jeg blev ADHD manisk da jeg formåede at skrive en hel blog på 70.000 ord (og ramme 140.000 læsere) mens jeg skrev fire bøger og to bachelor opgaver (lang historie, læs tidligere indlæg) på under et år. Min hjerne kan ikke stoppe, når jeg først sætter mig igang med et projekt. Helt seriøst, jeg valgte på strategisk vis at skrive hele min bachelor opgave (nummer to, hvor jeg opfandt algoritmen) på under 30 dage. Jeg vidste at lige så snart jeg gik i gang, så var jeg ikke til at stoppe.

Jeg elsker min hjerne, men jeg skal passe på. Jeg har på systematisk vis trænet min hjerne igennem flere år-. For eksempel: I starten af min studietid og de første to år der lige så snart du kom ind i min lejlighed, ville du blive bombarderet med anatomiske billeder.

Billeder af hjertet, lunger, nyrerne - hjernen. Alt. På strategisk vis klistret alle de steder hvor jeg kiggede oftest. På køleskabet, foran håndvasken hvor jeg lavede min opvask (i min gamle lejlighed dengang jeg var fattig og ikke havde en maskine, lmao), der hvor jeg tog sko på om morgenen, på badeværelsesspejlet, ved siden af fjernsynet. Altså, ALLE steder ! Jeg valgte at jeg ville afprøve et eksperiment på 3 måneder hvor jeg OVERSTIMULEREDE min hjerne! simpelthen tog jeg alle de ting ved min ADHD som normalt var en udfordring og jeg valgte specifikt at tage orlov i et semester udelukkende så jeg kunne TRÆNE min hjerne. Lige meget hvor jeg kiggede hen ville der være stimulation - og øvelse. Jeg ved at det tager 30 dage for hjernen at vende sig til nye mønstre og nye måder at tænke på - og grænsen mellem ADHD og autisme er en hårfin een. Jeg kørte specifikt eksperimenter hvor jeg øvede mig i at rumme, summe og lave flere ting på den gang.

Jeg er en dygtig sygeplejerske! Mine anbefalinger taler for sig selv, og husk nu; denne her verden er HELT NY for jeg. Dude, jeg underviste børn i fire år inden det her.

så alle disse ting er nye ting for jeg, og turns out, jeg lærer hurtigt.

I grew up fast, I agree. Fire bøger og en kommende Pressemeddelse har udmundet sig i en mulighed for at arbejde tæt op af (den rigtige) slags sygehusledelse. Den uafhængige slags og det er en mulighed jeg værner om. Jeg blev overrasket idag på arbejde med blomster og flag og min chef er verdens bedste. Verdens bedste som støtter op omkring og fejrer de fantastiske faglige eventyr vi er ved at begå os ud i sammen i forhold til kvalitetsudvikling og implementering.

Its time to ball with the big boys <3 Og det er fantastisk at have sådanne mennesker omkring sig I hverdagen.

On another note, jeg havde en skræmmende oplevelse for et par uger siden da der var storm. Jeg havde en voldsom oplevelse på motorvejen og et hårdt vindstød( (og en lorte låne bil med defekte hjul , åbenbart ) mens jeg ventede på leveringen af min nye bil) udmundede sig i en voldsom oplevelse hvor jeg mistede kontrollen over min bil og hvor den nåede at rulle rundt en enkel gang. Crapsters. Jeg er okay, men stadig egentlig lidt i chock.

Også bliver jeg nødt til at være up front med smerten, jeg har aldrig været sky for at arbejde med den , skrive om den og være oprigtig med den. Så jeg vil vælge at forholde mig på samme måde i forhold til dette. Jeg har en Cancer (scare?) lige nu og skal til at starte op på et forløb. Det er svært at sige tingene lige nu, og der går lang tid mellem læge aftaler og svar på patologi prøver, men lige nu handler det om at finde ud af præcis hvad - og hvilket stadie. En operation i den nærmeste fremtid giver klarere svar men jeg er ret afklaret med tingene.

"If I go, I go my way" var en sætning jeg efterlod min leder med idag - "og det er okay, P. Jeg er okay, og jeg er glad så længe jeg kan få lov til at lave det jeg elsker. Det er egentligt mit eneste ønske, at jeg stadig kan få lov til at tage alle de vagter jeg ønsker også må vi se tiden an".

Det er der vi er lige nu, og det er ... Uretfærdigt men okay. Jeg har altid været afklaret med døden, og mødte den allerede som ung i Kurdistan. Et bur (og en mundkurv) har altid været min største frygt. Det er også derfor jeg har formået at være så sej i løbet af mit liv, jeg har altid kæmpet for vilkår og rettigheder - og jeg har aldrig givet op.

Jeg havde det bedste og mest priviligerede liv i kurdistan. Vi havde alt, og jeg var den mest elskede lille pige. Vi havde en gardner , en kok, en sød dame som passede huset og en viceværts mand som boede i det store hus. Da krigen ramte mistede vi mange, og jeg kan stadig huske smerten som barn ved, at nogle af de mennesker jeg elskede og som jeg havde i min hverdag pludselig forsvandt. At de aldrig kom igen.

Daddy er militær mand, og mor er gammel universitets professor (hun lærte mig det at elske at lære <3).

Vi flygtede, eller, mit far fik arbejde i udlandet og jeg og min mor havde ikke andet valg end at flytte fordi folk pludselig fandt "generalens familie".

There was a hit out - og vi skulle ud af landet hurtigst muligt. Igennem Iran hvor alverdens penge ikke kunne skåne dig fra de slags farligheder du kunne møde på vejen.

Jeg kom til danmark og boede ikke med mine forældre i noget tid. Min mor var ikke hos os og min far, han blev deprimeret og var voldsomt traumatiseret af hans oplevelser (og alle de ar fra flere års tortur på hans krop) . Jeg røg på børnehjem.

På børnehjemmet havde jeg min første seksuelle oplevelse, og den første mand som nogensinde brugte sine fingre på mig var pædagog og ansat på stedet. Jeg vidste hvad der ville ske som det næste hvis jeg ikke kom væk.

I sand Phoebe stil endte jeg med at bo i min vens varevogn som stod parkeret bag den lokale Netto i vedbæk i et godt stykke tid. Jeg kan huske hvordan jeg plejede at vaske mit hår nede i en håndvask på hovedbanegården, inden jeg skulle møde i skole i 1.g.

I mellemtiden skrev jeg musik sammen med de andre. - Sammen med Cecilie, Chief one og Ihan.

Jeg Mødte A.(Baby, min kæreste) i gymnasiet og en stormende forelskelse udmunde sig i 11 år (and going), vi giftede os som unge og er ligeså tossede som vi var dengang. Han er vildt dygtig og jeg vil aldrig være sky for at indrømme at jeg er typen som hårdhændet falder for dygtighed. Han er vildt intelligent, og har allerede bidraget med ikke 1,2,3,4, men 5 videnskabelige artikler og flere års erfaring hos den af landets største (og mest ressourcestærke) organisationer hvor hans familie også har rødder. også er han bare sådan vildt klog, og et meget empatisk menneske.

Og nu er vi her, med en presse meddelse rundt om hjørnet, en opfunden handlingsalgoritme for de pædiatriske patienter som i snart officielt præsenteres til samt et firma som sparker tænder. Faktisk, en NGO som er de første i verden som arbejder som vi gør.

Det er sejt og jeg er stolt af mine bedrifter som 29 (av det gør ondt at sige nu lolz) årig. Jeg vil finpudse OLIVIA SKALAEN og min forsker (min PhD) flyver ind fra italien her i April - Når jeg også har produktet skal jeg først introducere den for OLIVIAS familie, også efterfølgende jer. Inden jeg fylder 30 håber jeg at jeg har udgivet min bog (eller bøger på een gang hvis vi når dertil at det skal gå hurtigt), at firmaet er lanceret (og jeg har trænet en i at holde det kørende!), samt at vi opnår de ønskede resultater i forhold til politi sagen. Sådan som jeg ser det har de ingen sag - problemet er bare at de reelle rettigheder som beskytter dig først kommer i spil når der er en retssag. Jeg vil kraftigt opfordre alle til at kende deres rettigheder inden de skriver alt muligt skørt på nettet (som fks en kontroversiel blog ups), her henvises til sidste års række af indlæg og ikke mine hygge indlæg nu (på denne her platform).

så det skal vi nok , jeg tvivler slet ikke på vores sag, vores vidner eller den process som skal til at starte - det er bare en voldsom tidsspille for jeg, men altså. Whatever floats the boat. Jeg vidste at de midlertige konsekvenser ville være svære, men jeg vidste også at de ville være midlertidige. Jeg har gjort mit for at den rette lovgivning beskytter mig, og som lægger grundlaget for at det er okay jeg har skrevet hvert eneste ord fra sidste års indlæg.

Hvert

eneste

ord.

Jeg gjorde alt for at det ikke skulle nå hertil og det eneste jeg ønskede var en mulighed for at redegøre for mine krænkelser og mit arbejde, men i stedet endte vi her. Et sted som vil betale sig på alle lovlige og økonomiske punkter i sidste ende (takket være bloggen og bøgerne og den fesne retssag på vej) men som vil efterlade mit hjerte knust. You just cant have it all, can you?

Kan i huske indlægget "Hot girl Union"?

"Det her er ikke en Kamikaze mission..., men verden skal kende disse mennesker som ikke lever op til deres sundhedsfaglige titel, ed eller værdier".

For nationens bedste og for nationens sikkerhed.

I skal simpelthen læse om hvordan vores vilkår (og manglende rettigheder), om denne overdrevene krænkelseskultur og om den vilde (pinlige!) måde alle disse ledelser formåede at handle på, ulovligt.

Det er farlige vilkår, og det er en usund tilgang der er til unge studerende som ingen rettigheder har.

Prøv at overvej hvor ulækkert det er at INGEN lyttede til mig, til trods for at jeg kom med adskillige vidner (også på mine krænkelser!) og erklæringer så har jeg måttet kæmpe for at klare alt selv (alt er vel nu efter en vis bogs rettighed er solgt men altså, it was tough!) mens hospitalet (RegionH) lige nu bruger skatteborgeres penge på at finansere min krænkers advokat.

Det er SÅDAN ofre behandles, til trods for vi har vidner på vores krænkelser OG andre ofre/tidligere kolleger som understøtter min oplevelser med ligende oplevelser.

Det er fuldstændig vanvittigt, og visse parter har bestemt at sidste års indlæg skulle gøres så interessante at der nu er en presse meddelse som kommer til at handle om min ret til at have min stemme og dele min historie. Jeg sagde det jo, i kommer til at være tilskuere til en retsag som handler om min ret til at snakke om mine oplevelser.

Nå ja, også må vi se hvad sigtelserne for ham leder til, nu hvor jeg har alle de vidner....

Så, det er præcis det som skal fremlægges for jer snart og jeg glæder glæder glæder glæder (hashtag glæder) mig ufattelig meget til at se offentlighedens, nationens og verdens reaktion (hwello filmatisering <3) reaktion på disse oplevelser - og ikke mindst, mit skøre liv.

Jeg er ved langsomt at falde til i rollen som ny sygeplejerske- and i gotta say it; i love every bit!

Ellers bruger jeg tiden med mine nærmeste og nyder at der er plads, tid og råd til alt den luksus i livet som jeg elsker og min snerpede bitchy side ikke være foruden <3

Hold øje på instagram, jeg deler store nyheder med jer snart.

Cest la vie, but all is well, and amazing things are about to happen.

Alarié