Sweatpants i et S-tog #7

Kære Læsere.

Onsdagens indlæg får i hermed på en fredag aften. Jeg må beklage at der har været travlt. Der har været meget at se til, og jeg har snart spændende nyheder at dele med jer. Jeg får virkelig øvet menneskelige dyder som tålmodighed og tilgivelse i denne periode – og der er mange ting som jeg ikke kan sætte jer ind i før tiden er rette. De nuværende forhandlinger fører en ting med sig, som udfordrer mit ego for tiden: De fører til ventetid. Det frustrerer mig, sådan som tiden trækkes ud fra visse modparters side af (de organisatoriske).

Jeg kan sige så meget her, at jeg lige PT gør alt hvad jeg kan, for at der i fremtiden kan sikres et samarbejde mellem min NGO (min organisation) og regionerne. Jeg eftersøger det, at der tages tiltag for at sager som mine, og sager som dem som har hændt med andre ikke sker igen. Jeg savner at vores studerende har forvaltningsmæssige rettigheder og er beskyttede – bare til et vist element. Jeg eftersøger love som kan ændres, i forhold til den måde de ledelser jeg gik til kunne afvise at se og undersøge mine erklæringer og udtalelser. Der foreligger en grad af negligering i denne sag så mærkværdig, at selv de internationale platforme er begyndt at undre sig.

Jeg holder mig til min plan, og min stilhed vil redegøre for det faktum, at alt kommunikationen vil varetages igennem mit PR- hold når tiden er inde.

Jeg havde tilbudt en aftale – og jeg havde givet 30 dage før jeg ville åbne op for sluserne i sagen og sætte foden i det offentlige territorie i forhold til debatten og min sag. Lige PT har de købt sig til lidt mere tid, men bare rolig, jeg har stadig store nyheder at dele med jer d. 8 Marts.

Det hele handler om valg – og lige nu vælger jeg at til side sætte mine egne egoistiske behov for det som er bedst overordnet. For et muligt samarbejde som kan beskytte ofre, og ydermere, sørge for at ofre ikke skal være dem som er nødsaget til at banke på døre og kæmpe deres egen sag – alene.

Verden har brug for et firma som mit.

Det er tragisk hvordan nogle modparter vil hævde, at jeg startede denne sag, Talesofmarble platformen og denne NGO af de forkerte årsager. Ingen af disse ting ville have eksisteret, var jeg nogensinde blevet behandlet som et menneske, og fået en enkelt samtale omkring mine oplevelser.

Inden min sag var der aldrig planer om en serie af bøger, en platform eller en NGO. Ideerne havde aldrig været en tanke som havde strejfet mig. Platformen blev først opstartet efter jeg røg på en intern sort liste på hans hospital grundet mine klager omkring ham, og efter jeg var blevet fyret fra fem afdelinger i hans navn på ulovlig vis.

Det var helt ufatteligt at det ikke gik op for ham, hvordan hans ord som mand ville påvirke hele mit liv. At han kunne være så ignorant, ikke at skænke det en tanke og redegøre for sandheden som den virkelig var, så hans ledelse aldrig havde fyret mig i hans navn eller brugt ham som årsag. Det var derfor jeg i desperation havde gjort alt hvad jeg kunne for at tilbyde ham en vej ud. En vej ud af denne sag, en vej ud af at hans navn nogensinde skulle have en med gørende faktor i den skade som var ved at hænde i mit liv.

Jeg havde altid vidst hvad det ville udmunde sig i, skulle han ikke gøre det rigtige.

Jeg havde hørt de samme skrækhistorier som studerende som i havde, de samme historier om forskelsbehandlingen og Mee to sagerne indenfor organisationernes vægge. Historierne omkring hvad der skete med de her ofre, som man pludselig ikke så til mere? Historierne om de her læger, som offentligheden ikke kendte til, til trods for at de endte op døde og bag barrer (fængsel).

Men jeg havde aldrig oplevet det selv. Den der forskelsbehandling som kickstartede den offentlige debat for længe siden – jeg oplevede den først da hans ledelse nægtede at skænke mig et arbejde, et møde eller en faglig årsag for deres beslutninger …baseret på ting modparten havde sagt , og en tekst jeg havde skrevet fordi jeg havde følt mig krænket under vores samarbejde. En tekst jeg havde enhver ret til at skrive, og som jeg på ingen måder fortryder.

Jeg udsatte også mit eget arbejde med mine højt elskede kollegaer for at aflevere en kuvert med udtalelser, erklæringer og en opfordring til at samarbejde. Jeg tilbyd en dialog med min advokat.

Efter fem steder startede jeg bloggen talesofmarble.com op. Mind you, at jeg kan dokumentere fysiske breve (e-mails, jeg er old school cut me some slack) som redegør for min ignorance og stupiditet dengang. Dengang jeg troede at modparten havde taget sit ansvar, og at sagen derfor måtte handle om uhensigtsmæssig ledelse. Breve hvor jeg decideret skriver at jeg tror ledelsen har været uoprigtig og ageret uhensigtsmæssigt – hvor jeg på desperat vis prøver at redegøre overfor min advokat, hvor vigtigt det var for mig at han blev holdt ude af denne sag. Jeg kan sagtens bevise hvor naiv jeg har været til tider. Down right stupid.

Dette var inden han startede på mit nye afsnit og ligeledes fik mig fyret der.

Fordi hvad var en sygeplejerskestuderendes krænkende oplevelser værd, op imod en mandlig læges ord?

Oplevelser som jeg på desperat vis havde bedt en samtale om med ledelsen og med ham for at kunne redegøre for.

Jeg har opdateret hjemmesiden for serien af bøger. Bloggen er fjernet – og i møder den ikke online igen. Næste gang i møder den, er det under den organisations rammer som får rettighederne til den. Det er op til vores ledere at afgøre hvad der skal ske med min historie.

Jeg skrev i et af mine første indlæg at den bedste måde at opnå forandring på, var enten ved af være en del af infrastrukturen eller ved at skabe nok lys (og ruske i nok træer) i det offentlige. Det er det der med, at man enten må samarbejde eller starte en debat. Jeg mente de ord, og bloggens skæbne ligger op til de parter som er en del af de nuværende forhandlinger. At jeg vælger at nedlægge bloggen (og mit ego) i lidt tid indtil formaliteterne er på plads, er et valg jeg vælger at træffe på vegne af det som er bedst for firmaet. Jeg kommer til at bruge det næste år for at kæmpe for vores firma, og der kan gå længere tid mellem nyheder om dette, da disse aftaler og forhandlinger tager tid.

Det er udfordrende for en sjæl som jeg, som har brug for at tingene løber i en høj fart.

Nyhederne omkring bloggen kan i glæde jer til d. 8. marts – Husk mine ord fra sidste år, nogle historier er vi ved at skrive sammen. Det skabte en vild interesse at få mundkurv på, og som alt andet smerte jeg mødte i livet – ville jeg mestre det til min forel, dette move.

Jeg har lavet nogle vilde træk som forfatter, og jeg er imponeret over mig selv. Det er ret sejt- og komisk, den måde tingene har udfoldet sig på. En mundkurv ledte til en krise reaktion og en interesse i sagen så jeg blev tilbudt en aftale, som ændrede hele mit liv.

Ydermere resulterede mundkurven i, at min sandhed blev fortalt og måske altid vil ligge et sted derude?

Også udmundede mundkurven og modpartens ego i, at sagerne nu ikke længere handler om en Mee too sag, men en god damn menneskerettigheds sag. Alt dette leder til at andre parter involveres, at voldemorts sagen (mundkurv scenariet) genåbnes og at der endelig forhandles med mig efter et års uberettigede fyringer. Efter et helt år hvor jeg efterhånden var begyndt at ringe en Ronja røverdatter agtig klokke med min konstante ”hvorfor det, hvorfor det, hvorfor det” spørgsmål som en fucking rumpenisse. Med min higen efter faglige årsager og en saglig begyndelse for mine fyringer. Begrundelser som jeg aldrig fik.

Og i skal tænke på, hvor dybt traumatiserende og en tarvelig oplevelse det har været for mig at være nødsaget til at arbejde sådan her – til at finde andre som kunne understøtte mine oplevelser med manden så jeg kunne redegøre for hans negligerende og uhensigtsmæssige adfærd.

Jeg har aldrig været typen som havde drømt om at arbejde sådan her. Jeg har sagt det før, jeg er ikke en tough girl. Jeg er ikke sej på den måde, den måde som Sofie (min ventilations ekspert fra intensiv, red. Bedste veninde) er. Hun kan nemt flække et par sweatpants bukser i et s-tog.

Jeg render altid rundt i høje hæle og får angst ligeså snart s-toget passerer Valby.

Altså, det er ikke mig at arbejde sådan som jeg har gjort. Miss persian version of legally blonde, som pludselig stod på udebane op imod rovdyr og organisationer som underminerede mig og mit bagland til det groveste.

And from there, I sand Elle Woods form opstod det. My Hot girl union, min NGO.

Ligesom modparten er en stereotyp på sine måder, har jeg også mine Quicks. Jeg er også lidt en stereotyp. Kender i sangen fra Red hot chilli peppers hvor han synger ”papa was a cop and mama was a hippie”?

Ja, det er mig i en nøddeskal.

Og der var mange år hvor jeg trak på de evner og de gaver min mor gav mig. De evner som kickstartede en kærlighed for at arbejde med mennesker, og lave det jeg laver. Min empati og min evne til at indtage et hvert rum jeg går ind i med min energi og min udstråling.

Min daddy han lærte mig disciplin. Som gammel militær mand (og strategiker) lærte han mig den vigtige lektie af, at kunne vende alle ting som går imod dig, til at virke for dig for at opnå succes på bedste vis. Det der med at vende smerten til ens fordel – disciplin. Og lige nu, hvis jeg tager et skridt tilbage, så kan jeg oprigtigt sige, at alle de fantastiske ting som sker i mit liv lige nu, alle sammen er ting som udspringer sig af handlinger som har forsaget mig så meget smerte.

Det kræver intelligens, sådan at vende tingene til ens fordel.

Ydermere kræver det så meget styrke at overleve den slags behandling og negligering og krænkelserne – at komme igennem alt dette og stadig formå at opfinde handlingsalgoritmer og revolutionerende firmaer.

All for the greater good.

Jeg vil poste et indlæg I weekenden omkring min hverdag og alle de andre ting som fylder for tiden. Alle de gode ting. For trods disse redegørelser i min triste historie i dette indlæg, reflekterer dette ikke mit liv i hverdagen. Jeg vil gerne lukke jer lidt ind i, hvordan det var jeg formåede at komme igennem de hårde tider. Jeg kunne ikke have gjort det, uden at have været velsignet med de dejligste mennesker omkring mig og det rige liv, som de er med til at skabe mig hver dag ved den støtte og kærlighed jeg får.

Og tak for jer, kære læsere. Jeg var ensom længe med min smerte, og i var en stor del af, det at kunne rumme smerten og alle de ting som jeg blev udsat for.

Til næste gang

Alarié