Snaps in the supermarket #17

Kære Læsere.

Det er efterhånden et stykke tid siden, og det er ganske bevidst at der går længere mellem mine indlæg. Jeg har et begrænset antal som jeg kan få lov til at skrive i år, og for at holde mig til agendaen som er lagt, kan i godt opleve at der lige her for tiden går lidt tid mellem mine indlæg.

Jeg har haft nogle vilde uger, og det har været virkelig rart at koble fra og bruge tiden på at fokusere på hverdagen og det at falde til. Jeg har opnået meget på få måneder, og det er stadig som om, at min krop først nu er faldet helt til ro og er ved at vende sig til de stille tider. Det er dejligt, især når man tænker på alt det som jeg gik igennem sidste år. Her tænker jeg kun på det hårde arbejde og sætter traumerne til siden i denne kobling.

Jeg elsker at køre lange ture og klare mit hoved, og jeg indså hvor meget jeg egentligt havde opnået i år alene under min sidste køretur hvor jeg endte et sted i Nordsjælland efter at have kørt fra København.

Det er ikke det samme som i derhjemme, we have no real highways here, men det gjorde noget alligevel sådan at køre den tur.

Hvis jeg forestiller mig selv som lille, og forestiller mig at seks årige jeg møder hvem jeg er idag, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville være hamrende stolt af mig selv. Fejltagelser og nødtvungen hårde beslutninger inklusive.

Jeg har siden starten på året formået at opbygge min sag, opstille mit forsvar , blive autoriseret sygeplejerske, starte på mit nye arbejde (og speciale!), købe mig en ny (drømme)bil, renovere hele min lejlighed OG sørget for at der er opstartet et samarbejde med et forlag (bøgerne) OG et produktionsselskab (filmatiseringen i fremtiden). Dette er i år 2023 alene - udover dette har jeg (prøvet) at mestre det at være syg og overkomme tankerne om døden.

Døden som jeg aldrig egentlig har frygtet. Et bur har altid været skrækscenariet for jeg, en mundkurv.

I skal glæde jer til udgivelsen af den første bog - jeg lovede mig selv at Poo (Repræsentationen af vores kære Region H) skulle holdes beskæftiget de næste syv år, og hvis jeg kan udskyde det at udgive mine egne reelle bøger, og holde jer beskæftiget, occupied and entertained med mine indlæg i et år inden da, så er det da det vi gør- ydermere mente jeg det jeg skrev sidste år. Danmark kommer snart til at møde mine indlæg, sidste års historie og ikke mindst, alle de parter som formåede at gøre sig til en del af min sag. Nationen skal se what all the fuss was about i forhold til mine indlæg . Husk nu, min whistleblowersag handler ikke om bjørne, men om det organisatoriske rod og måden hele denne sag blev behandlet på.

Der er kommet en ny Torsten Lauritsen, som prøver at tage sprængbrættet videre til anæstesien. Jeg ønsker alt held og lykke, og vil naturligvis sørge for at alle snart kender til Torsten two point O, og den uheldige måde vedkommende formåede at skubbe sin karriere i den forkerte retning.

Det er nok også det som har været det sværeste, det er det der med, at jeg har måtte skubbe hele min presse plan i et par måneder, indtil forhandlinger omkring livshistorier og bøger var stedfæstet- Ydermere skulle jeg give mig selv de 90 dage til at falde til på en ny arbejdsplads inden jeg starter Danmarks næste shitstorm . Er i i tvivl om, hvorvidt de her mennesker ender på forsiderne? Så vil jeg minde jer om, at når det kommer til mediearbejdet, så skrives der overskrifter for dem som er villige til at betale for det.

Spørg mig hvor langt jeg er villig til at gå, og hvor mange år denne dans skal fortsætte, nu hvor jeg har en hel NGO bag mig, klar til at specificere og investere i de øhm...problematiske typer som vi gerne ser en omrokering af i forhold til deres stillinger, da vi ihærdigt mener, at den eneste vej ud af sundhedskrisen det er ved at sørge for det er de rigtige slags medarbejdere vi har.

Min dejlige kæreste mindede mig om, at den store skade, den skal nok komme, om jeg trykker på udgiv nu eller om tre måneder er irrelevant i sidste ende, når jeg har opnået det jeg ønsker. I hate to admit it, men han har ret.

De er måneder og denne udskydelse har været den bedste beslutning jeg kunne træffe for mig selv. Det handlede om at tilsætte mig ego for det som var bedst for min NGO og mine skriv.

Det har været hårdt, men jeg har opnået meget de sidste par måneder og styrket mig selv på sådan en vis, at jeg på alle måder mener at det var den bedste beslutning.

Jeg har fokuseret så meget på det at arbejde, renovere lejlighed (som nu ser fantastisk ud btw) og det at takle med min sygdom, at jeg fuldstændig har tilsidesat alle venskaber.

Men mine venner er fantastiske. Jeg har altid været en meget social og karismatisk type, men jeg har aldrig været den som havde "alle mulige venner" på et socialt men distanceret punkt- Jeg har altid været typen som havde en håndfuld mennesker, som en meget tæt vennegruppe, de eneste som jeg egentlig lukkede ind.

Og det bedste ved de slags venner er, at der nogle gange kan gå måneder imellem man ses, men at det aldrig gør nogen forskel når det endelig er. No hard feelings and no reason to bring it up. Sådan er mine venner, ride or die typerne som vil gøre alt for mig, ligesom jeg ville gøre alt for dem. No questions asked.

Mine venner de forstår mig og støtter mig, og jeg har været så overvældet over alt den kærlighed og støtte som jeg har modtaget - og den dårlige samvittighed over min manglende tid som mine venner frafalder og skubber væk. Jeg er så heldig, og sjæle familie er jeg velsignet med i yderste grad. Mine tætteste venner har jeg kendt i 20+ plus år, og jeg er en god gammeldags type når det kommer til mine relationer. De skal ikke være overfladiske.

Jeg var hjemme hos min veninde Eva, som jeg ikke havde set i en evighed. Jeg pakkede hunden og sammen kørte vi mod Sorø, hvor vi skulle besøge hende i hendes hyggelige hus ude på landet.

"Vidste du, at når hun hunner de slås, så slås de til døden, mens han hunde kun slås indtil den ene part er skadet?".

- Det overrasker mig slet ikke, Lillyeana, at du ikke er villig til at stoppe før du har opnået din retfærdighed.

Eva kender mig bedre end nogen anden.

Mig og Eva fejrede, at jeg har fået fyret og afskediget en oversygeplejerske som formåede at behandle mig på mest usle vis, efter hans samarbejde med min krænkers tidligere kollega hvor han misbrugte sin stilling på vores arbejdsplads for at få mig fyret. Jeg sendte hele afdelingen et brev, faktisk var det det brev som i, kære læsere fik et lille udsnit af i mit tidligere indlæg.

Kære Jacob, selvom du er blevet opsagt, beskytter det ikke dit ansigt fra de mange læsere, som fortjener at høre lidt om vores arbejdsvilkår, og ikke mindst, de rettigheder i lovgivningen som vi ikke har til at beskytte os. Det er også et af de ting, som irriterer mig mest om denne sag. Husk nu, bare fordi Poo er desperat efter at være kendt og insisterer på et par overskrifter om året, så betyder det ikke, at MIN sag handler om ham.

Min sag og mine skriverier er en whistleblowersag som omhandler hele det store billide og det organisatoriske rod, som jeg mener er i offentlighedens bedste interesse at kende til. Jeg skrev om minimum 15 andre parter sidste år, og alligevel er han den eneste som tager lyset. Well, heres to a gorgeous face!

Har i nogensinde ønsket det der med, at være så smuk, at man tager alt opmærksomheden når man går ind i et rum, selv hvis det er på stille vis?

Det gjorde jeg engang, fks dengang jeg var barn og ikke troede jeg var smuk - og idag, idag kan jeg fortælle jer at i aldrig skal ønske noget lignende. Hele sidste år og dette år har været et helvede for mig, netop fordi folk dømmer mig så meget på mit udseende- Også kan jeg aldrig (!) slippe for opmærksomhed. Dette inkluderer især det uønskede slags.

Jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor både dialog og samarbejde er så god med ledelsen, at der aldrig har været (og nok aldrig vil være) problemer som jeg oplevede dengang jeg var studerende på Hillerøds akutmodtagelse. Hillerøds akutmodtagelse med minimum 5 af deres læger på en shitlist fra akutmodtagelsen af. Det er en møg hamrende pinlig sag, og jeg glæder mig så meget til at åbne op for sluserne og se hvordan offentligheden reagerer på det bagland nogle af dem kommer med.

Kan i mærke det? Hvor hårdt mit ego har kæmpet med at udskyde presse planerne? Der er heldigvis ikke så lang tid igen, og jeg må i mellemtiden nyde, alle de fantastiske ting jeg formåede at opnå i denne tid med vindstille.

Jeg har virkelig nydt tiden med min familie og ikke mindst min dejlige mand. Han er en travl type, ham A. Når han ikke forsker for et af landets bedste og mest anerkendte organisationer, vandrer han rundt på Riget . Uden jeg kan røbe for meget, kan jeg røbe at han er typen som altid har slik i kitlen til de små. Han er den mest empatiske læge (to be) jeg nogensinde har mødt og jeg tror aldrig at jeg har set ham have en patient som han ikke har holdt i hånd med et øjeblik. Han er god til at passe på mig og minde mig om hvor langt jeg er kommet og hvorfor det er så vigtigt at jeg bliver ved.

"Det handler om at fortælle din historie og redegøre den for en nation, som fortjener at vide hvordan hele denne sag blev håndteret, og hvor farligt det er sådan noget. Ingen burde gå det igennem, som du har oplevet skat. Bliv ved, og lad vær med at miste håbet. "

Han har altid har formået at beskytte mine følelser fra omverdenenes brutalitet. Alligevel, så er han mest fræk når han tager mig med ud at spise og bestiller drikkevarer for mig, da han altid ved præcis hvad jeg vil have.

"En cola, En cappuccino med tre sukker og et glas rødvin til min kæreste, det hele på én gang - også vil hun nok have nye drikkevarer til hovedretten". ..."også skal vi have en kande vand til bordet til os/eller mig".

Tjeneren kigger altid lidt skeptisk på ham, men det er rigtigt nok. Jeg skal have det hele på een gang, og han er sød nok til at huske alle mine quirks og specialiteter. Lmao. 12 år og det føltes stadig som i går at jeg mødte ham. Damn...Whats the secret?

Sexual attraction og et passioneret liv sammen. Alle som siger at de fysiske ting ikke betyder så meget. Yeah, de lyver- Passion er den vigtigste del (sig hej til mit Premium medlemskab hos Hünkemøller, lolz) - og efter det? Så er det vigtigst at kunne grine sammen. Så keep it spicy and fun...Altså min mand ringede til mig forleden dag og fortalte mig at han var bange for at åbne mine snaps i supermarkedet når han stod i køen fordi de altid var mega frække.

I had such a laugh!

Vi er begge to livsnydere mig og A. i stor grad, og det er endnu een af årsagerne til, at vi er så gode sammen. Det betyder noget for os hvor kaffebønnerne er fra, og hvordan vinen er, det der med at arbejde hårdt så der er råd til livsnyderi, restauranter og nye barer der skal udforskes. Det er vigtigt for os, at nyde enhver del af det at være menneske - og den bedste del? At dele den menneskelige oplevelse med een som du tænder på og elsker. Det er så vigtigt, det der med at have lyst til hinanden, knees bruised from being into someone too much.

Jeg har lidt fransk i mig, og vi er livsnydere! Husk nu, vi elsker vores elskere mere end vores ægtemænd (bare lidt sort humor bare rolig <3, jeg spiser altid hjemme)

Han er altid sød at gemme ende stykket til mig af brødet (yndlingsdel) og husker altid at min yndlings pizza er med pepperoni, creme fraishe og chilli!

Han er sød, ham A,. er vist nok det jeg prøver at sige. 12 års sød, og jeg er 12 års heldig. Han har altid været min bedste ven og passet på mig. Han havde endnu en tur med mig på mit gamle arbejde, hvor vi svingede forbi Bispebjergs skadeafsnit fordi jeg har brækket mit ben. Jeg lavede en forkert landing (jeg er gammel ballet danser) og landede uheldigvis forkert på en landing og det sagde en lækker popkorns knasende lyd under mig. Jeg ved godt, at jeg er Kirurgisk sygeplejerske og ser min del til hverdag men hashtag JEBUS. - I knew it was a done deal then

Det var dejligt at se mine gamle kollegaer igen, anden gang på den uge. Jeg havde været forbi tidligere på ugen for at aflevere et billede til min gamle leder da hun havde fødselsdag.

Pinligt, altså.

Ikke een eneste sygedag grundet min fod <3 Jeg løber ligeså stærkt som før og arbejder ligeså meget, en fesen fod skal ikke stoppe mig. Jeg smiler altid og siger at det går når mine søde kollegaer spørger, men jeg må indrømme at det har sin pris. RICE principperne er på ingen måder blevet fulgt og det gør så skide hamrende ondt. Jeg vidste ikke at knogler de kunne svie...altså. Jeg har kun een gang tabt mit ansigt, i forhold til det med smerterne. Det var ikke før to uger inde i forløbet, da vores søde sekretær fangede mig ude på gangen i et øjeblik, som jeg troede at jeg havde for mig selv mens jeg justerede støvlen. "Har du ikke ondt, Lillyeana?" sagde hun og kiggede på mig med et smil. Mit ansigt, som normalt altid reflekterer glæde eller entusiasme kiggede på hende, mens jeg trak på smilet og hav hende et håbløst blik og rystede lidt på hovedet, mens jeg sagde at alt var ok..." . Selv min krop didnt comply i forhold til det at skjule hvordan jeg havde det.

Men jeg er ny og jeg har ikke råd til det at være syg eller miste arbejdsdage grundet en fesen fucking fod. Ikke een eneste sygedag!

"Du kommer aldrig til at danse igen..., gør du"? sagde hun mens hun mindede mig om, hvor vigtigt det var at jeg ikke ydede yderligere skade på foden. Jeg kiggede på hende og undlod at kommentere på den sidste bemærkning, men jeg vidste det jo godt. Det er tredje gang, og der går nok ikke så længe inden jeg må stille danseskoene. Bogstaveligtalt.

(Der er mange ting jeg siger farvel til i år, udover traumerne efter sidste års ballade. )

Men ...Jeg er Queen klodset! Det er ikke første gang jeg brækker den famøse dansers knolge, samt har jeg et track rekord for at være så blondine agtig som overhovedet mulig i min klodsede tilstande. Sidste år endte vi på 17 p-bøder, for en måned siden måtte Falck hejse min bil op af min P-kælder fordi den sad fast i opkørslen mens jeg sad inde i bilen....(its narrow allright!?!), også taler i til kvinden som x2 er blevet kørt hjem af falck fordi jeg havde glemt at komme benzin i min bil.

Idiot? Yes ill admit, Sometimes. Da jeg fik mine krykker i starten, da mistede jeg balancen en aften og begyndte at tilte mod væggen. I stedet for at give slip på mine krykker og blot holde på væggen foran mig, holdt jeg fast i dem begge to, og min kæreste så hvordan jeg i skildpadde fart og i slow motion donkede hele mit hoved ind i væggen da jeg brugte mit hoved til at stoppe og ikke mine arme...Sidst jeg hældte sæbe i vores boblebad? Der endte jeg med at oversvømme hele badeværelset med sæbe, præcis som i ser i filmene, eller på Roskilde festival til skum fest, hvis i nogensinde har været med til det. Sofie kalder mig for et "hot mess", jeg er bare glad for at ordet "hot" er involveret.

Nå, til next time.

Jeg glæder mig til at dele mere med jer i fremtiden.

La Vie Aime

Alarié