Not quite a Union but a Union (part one) #13

Det her indlæg er et som skal lægge grundlaget for en kommende pressemeddelelse, udover dette har jeg spændende nyheder at dele med jer. This day carries a certain lightness.

Til at starte med vil jeg ønske damerne en glædelig kampdag. I led af dette vil jeg gerne redegøre for hvad det er som i kan forvente i den nærmeste fremtid.

Jeg har hovedet nede i bøgerne og fokus er på mit arbejde samt har jeg stadig travlt med videreudviklingen af OLIVIA skalaen, men jeg må indrømme at det har været hårdt og at det har knibet med tiden.

Der har været alt for meget papirarbejde i forhold til Voldemorts sagen, og det har været frustrerende sådan at bruge tid på det – ydermere har jeg haft fokus på mit helbred, og jeg må indrømme at det er stressende at koordinere hverdagen med læge aftaler, undersøgelser og behandlinger.

Yuk, men altså, intet af dette ændrer på min motivation eller mine hensigter.

Min pressemeddelelse kommer til at handle om, hvorfor det er så vigtigt at vi deler vores stemmer og hvordan dette i sig selv er et krav for bedre vilkår. Vores sundhedsvæsen har været ved at krakelere længe, og jeg er uenig med vores politikere omkring scenariet af, at det er grundet manglende ressourcer og økonomi at det ikke kan hænge sammen. Jeg er til dels enig, men i bund og grund mener jeg at det handler om, at vi som medarbejdere ER ressourcerne, og at det som foreligger til at der mangler så mange af os, er ganske vist fordi vi ikke kan fungere under de organisatoriske rammer og de ledelser vi præsenteres for. Der har aldrig manglet så mange medarbejdere som der gør nu, eller været så få ansøgere til studiet. Heck, vi er endda i severe lægemangel.

Der foreligger en voldsom krænkelseskultur bag væggene i regionerne, et hvor ofre fyres for at klage og gå videre med sagerne. – jeg er langt fra den eneste.

I skal nok få lov til at møde de andre snart, men alt ting tager tid og PR skal gerne deles op i små dele. Jeg ønsker en overordnet forandring, og efter mit feltarbejde og mit whistleblowing (ts ts ) står det klart og tydeligt at den eneste måde man kan få det på, er ved at fokusere på aspektet i det at stå sammen mod vores oplevelser.

Den bedste måde at præsentere jer for mine tanker på?

Jeg sendte et brev til en vis ledelse, in the spririt of kvindernes internationale kampdag.

Jeg føler næsten at det er den bedste måde at præsentere jer for mine tanker på, det er ved at vise jer dele af det -og min introduktion til hvad i kan forvente som der er fokus på den nærmeste fremtid.

…”Alle lukkede (trist og i magtesløshed for HR som bandt deres hænder) dørene i. Nå, men jeg bliver også opsagt fra det sted i hans navn (og uden årsag, bare en HR-beslutning) og mine kollegaer og ledelse er kede af at miste mig (igen…).

Jeg gik efterfølgende til Whistleblower foreningen.

With the blessings of jesus (and them) så redegjorde jeg for mine oplevelser, mit feltarbejde og mit arbejde med vidnerne på min blog. Vi ramte 140.000 læste indlæg på lidt over et halvt år (vildt!). Bloggen udviklede sig til en platform – og folk begyndte at dele deres oplevelser med mig. Jeg begyndte at skabe en rød systematik over hvordan visse regioner (ikke alle) skjuler disse slags sager ved at fyrre ofrene og sanktionere dem. Faktisk dækker jeg sager med 3 andre læger, hvor af den ene (en højt respekteret anæstesiolog og børnelæge, 42 år) begik selvmord (fra moderskibet, Rigshospitalet) samt andre sager med læger som enten sidder i fængsel eller er sigtede.

Alle deler den samme røde tråd – et spor bag dem af damer som jeg som blev fyret og behandlet således.

Det er til at kaste op over. Især fordi nogle af sagerne drejer sig om unge patienter og scenarier hvor der er tale om bekymrings henvendelser omkring patientsikkerheden. Bekymrings henvendelser fra adskillige parter, til adskillige mennesker i en ledelse som ikke blev videreført.

Nå, jeg skriver mine indlæg mit ønske er et hele vejen igennem.

At bidrage til patientsikkerheden ved at gøre offentligheden opmærksom på hvordan det er vi behandles, og hvordan det er vores unge studerende igen rettigheder har. Det er decideret farligt – og i min sag er det grotesk, da et af mine vidner anklagede min krænker for voldsomme ting som omdrejende unge patienter.

Ergo, jeg vurderede at siden regionerne ikke ville lade mig fortælle historien om hvad der er som foregår LIGE NU, så er det i offentlighedens bedste interesse og for dets sikkerhed at jeg redegjorde for mine oplevelser – og de sande ansigter på alle involverede parter.

Og husk nu, jeg er sygeplejerske først og mine etiske principper vægter langt højere end noget bureaukratisk. ”

Jeg kan ikke stå og se til, mens jeg hører den ene historie efter den anden fra kvinder som er blevet behandlet ligesom jeg. Det er helt vildt hvordan regionerne skiller sig af med dem som snakker om krænkelser, og endda fyrer dem hvis der klages over én højere i hierarkiet. I min optik påvirker manglende medarbejdere patientsikkerheden, og lige nu er vi mere desperate end nogensinde før for at fylde stillingerne , og vores patienter er mere utilfredse end nogensinde før. De fleste af os sundhedsfaglige er enige, det er farligt hvis det fortsætter sådan. Manglende medarbejdere og travlhed udmunder sig i UTHer og ufyldestgørende behandling, og ikke mindst utilfredse patienter som føler at det går alt for hurtigt, og at vi ikke rigtigt har tid til dem.

Og de har ret. Står jeg med 12 patienter alene på en vagt, så kan jeg lige akkurat have overblikket over det mest nødvendige for at kunne holde patienterne i live mens lægen farer rundt mellem afsnit. Medicinen og dokumentationen og overblikket, thats it. Jeg sværger, der er hele vagter hvor mine søde assistent/hjælper kollegaer og studerende ser patienterne langt mere end jeg. Der foreligger noget ensomt over at være færdiguddannet og stå med ansvaret og have mindre tid til det som egentligt elsker, patientkontakten.

Så jeg kan love jer for, at jeg har en quarrel at the size of Nantucket i forhold til at vi smider medarbejdere væk som de var ingenting – også for hvad? Andres seksuelle perversiteter på arbejdspladsen. Det som skal til at ske lige nu, its been a long time coming.

” Jeg havde selv oplevet mandens skødesløshed, ydermere redegjorde hans tidligere kollegaers oplevelser for at jeg vurderede at det ikke var okay, at der blev forsøgt at lægge en dæmper på en sag af den kaliber- for offentlighedens og mine etiske princippers rets vel ve og bedste. Whistleblowerlovgivningen beskytter dig – men først når sagen ER i retten. I mellemtiden kan organisationerne handlet (uetisk og ulovligt) så tosset de vil lige indtil sagen er foran en dommer – en ordning beskytter dig mod alle slags repressalier og konsekvenser hvis du henvender dig til dem først.

Det er aldrig en trussel af vælge at klargøre at det kræves det at man kan stå ved sine handlinger, skulle man handle uetisk. Hvis vi skal snakke bedre vilkår og ligestilling – så skal vi starte med at sige tingene højt.

Det her, er for alle fremtidige sygeplejersker og magtesløse sygeplejerskestuderende (eller sygeplejersker i en prøveperiode i jeres tilfælde…) bedste, og et nødvendigt tiltag. Hvordan skal vi skabe bedre vilkår hvis vi ikke italesætter det? ”

Ydermere vil jeg gerne have at firmaet lægger grundlaget for at vi ikke længere er tilfredse med fesne økonomiske erstatninger i forhold til vores sager, vi kræver omrokering i ledelser og nye tiltag! Vi kræver en reel forandring, som kun kan opstå hvis det er de rigtige som begynder at lede os.

Jeg brænder for vores fag, og det at arbejde under gode vilkår (fair vilkår) og i led af dette ønske er der en presse meddeles på vej som netop skal specificere ønske for dette og redegøre de oplevelser som lagde grund for det. Udover at have skabt en handlingsalgoritme (et vurderingsredskab) for pædiatriske akutte patienter (under fem) driver jeg en NGO som specifikt hjælper ofre for krænkelser på arbejdsmarkedet – og vi gør det på den fedeste måde. Ved at opmuntre jer til at stå sammen mod jeres krænkere og oplevelser.

Jeg hjælper jer med at finde hinanden, så i kan bære hinanden igennem smerten ved jeres oplevelser, dele dem sammen og ydermere, tage de rette lovlige tiltag, sammen!

Jeg opdagede efter jeg fandt de andre, at den der ”lettelsesfølelse” ved at finde andre som deler dine oplevelser, det er hverken noget din fagforening, din advokat eller din HR-afdeling kan give dig.

Det kan kun elementet at det at stå sammen – ydermere er jeg af den overbevisning af at ofre ikke skal tvinges til at banke på døre, ruske i træer eller finde vidner eller opstarte deres egne sager.

Det er mit bidrag til det som jeg anser som værende et sikkerhedsspørgsmål.

Vores fag det sejler og patientsikkerheden er i sin bund grunden de mange tusinder af medarbejdere vi mangler – så at redegøre for oplevelser som netop påviser hvorfor det er at vi mangler medarbejdere, er en elementær del af det som foreligger sig offentlighedens bedste interesse at have indsigt i, og ikke mindst, med respekt for patientsikkerheden som vægter højest i denne ligning.

Dette er for alle nye sygeplejersker som end måtte lægge øre til løfter fra en ledelse til en jobsamtale – de fortjener at vide hvad som venter dem, og helt specifikt, fortjener vores ledelser at kunen stå ved deres handlinger.

Nye sygeplejersker skal beskyttes mod oplevelser som mine,

Vi lever ikke I en tidsalder hvor man kan løbe fra en uhensigtsmæssig adfærd ved at lukke dørene i.

Man siger altid til medarbejdere, at de ikke skal brænde broer med arbejdspladser, men jeg mener at arbejdsgiveren ligeledes skylder medarbejderne det ikke at brænde broer.

I teorien er det meget simpelt i sidste ende.

Vi skal behandle hinanden ordentligt

Så nu har jeg skabt os en platform, som helt specifikt har den agenda at sørge for at arbejdspladserne også går op i ikke at brænde broer med deres medarbejdere for patientsikkerhedens skyld. Nu er jeg efterhånden en erfaren dame på feltet af traumer i kampen med systemet (and a union lady, apparentley!) – organisationerne kører efter en seriemorder regel af ”3” ofre/henvendelser for at der reelt set skabes en omrokering i ledelserne og ikke mindst, før der lyttes til vores krænkelser.

Jeg blev først lyttet til da jeg fandt de andre – og nu, arbejder jeg med at hjælpe mennesker på samme måde i min fritid. Skulle det hænde at i en dag får brug for hjælp, så skal i vide at i aldrig er alene med jeres oplevelser. ”

Enchante & Glædelig kampdag

Alarié