Nocturnal (Lone ranger) #8

Det handler om altid at få noget ud af smerten. Jeg dumpede min eksamen i mit valgfag, inden jeg skulle forsvare min (gamle) Bachelor. Jeg havde allerede skrevet en bachelor opgave omkring Sundhedshusene og implementeringen af FAM. Da jeg dumpede min eksamen, åbnede det for nye døre. Blandt andet åbnede det op for, at jeg kunne begynde at arbejde på et afsnit, for at finde de vidner jeg skulle bruge. Efter den periode valgte jeg, at hvis jeg kunne få muligheden for at skrive min opgave om, så ville jeg gøre det. Så det valgte jeg at gøre. Jeg ville skrive om noget som jeg brændte for, noget innovativt og noget som var mere mig. Undervejs i perioden havde jeg tilegnet mig værdige lektier, lektier som virkelig redegjorde hvor min passion den lå.

Jeg ville skabe noget langt større – og tænkte tilbage på starten af min studietid på børneakutmodtagelsen i løbet af min første kliniske periode. Jeg valgte derfor at arbejde på børneakutmodtagelsen og skrive en hel ny bachelor opgave – denne gang om noget jeg brændte for, noget som kunne blive brugt som et reelt produkt.

Nu havde jeg også fået blod på tanden. Efter fire skrevne bøger på 100.000 ord hver og en NGO hen ad vejen, var to bachelor opgaver en let og overskuelig opgave. Og så var der platformen, hvis ord og kreative input efterhånden havde udmundet sig i en hel bog i sig selv.

Januars dramatiske (og mange) oplevelser og plottwist udmundede sig i, at jeg arbejdede hårdere end nogensinde før i den måned, hvis vi taler papirarbejde, møder og arbejdet på sagerne – her inddrages forhandlingerne om mit liv, mit arbejde og bloggen.

Hverdagen herhjemme og mit arbejde som sygeplejerske er én ting, arbejdet med PR, medier, udgivelser og firma er noget andet.

Jeg mærker ikke træthed som andre – og jeg må indrømme at i januar, ramte trætheden mig som en lastbil jeg ikke havde set komme. Det var ikke før mit hårde arbejde med algoritmen (OLIVIA) fik den rette anerkendelse og dets hårde arbejde blev rost, at det endelig gik op for mig hvilket kæmpe (!) stykke arbejde jeg havde lagt i det.Jeg skrev den endda alene. Alt research, forarbejde og udvikling af selve algoritmen og redskabet i sig selv. (Jeg ville ikke have at andre skulle tage credit for den, lmao)

Så jeg vil putte det sådan her; Jeg lovede mig selv at jeg ville opnå de mest fantastiske ting, nu hvor jeg var blevet behandlet så dårligt i det navn. Jeg indså i denne periode, at jeg er og altid har været lidt af en Lone ranger.

Til trods for at jeg altid har været omringet af fantastiske mennesker i mit liv. Dette har været i form af familie (når jeg ikke boede på børnehjem), elskede venner (sjælefamilie) og kærester (Jeg tror aldrig jeg har været single, sådan rigtigt siden jeg var 15).

Jeg ved slet ikke hvordan jeg har formået at skabe mig sådan et stabilt og ressourcestærkt netværk, fordi jeg har altid været sådan her. Lige til, mega sassy og kun med behovet for, at det er mine patienter som skal kunne lide mig. Jeg har altid været en lone ranger.

Jeg har altid levet i en rygsæk eller planlagt hvor den næste vandretur skulle foregå og planlagt hvad der skulle være i den næste taske. I må ikke dømme mig alt for hårdt på min storbys attitude, jeg voksede op iblandt bjerge og naturen runger en helt speciel kærlighed hos mig. Om sommeren plejer jeg tit at pakke hunden også kører vi ud et sted i naturen og overnatter. Hvis du slår sæderne ned i min bil, kan du forvandle hele bagsædet og bagagerummet til en dobbeltmadras. Hvis du ikke har noget imod at du ikke ”hurtigt kan slå sæderne op og køre væk” hvis det pludselig bliver lidt rapey, er det faktisk ganske hyggeligt at sove ude i naturen om sommeren i min bil.

Jeg vil klage, være sur over alle de myg som bider mig og højst sandsynligt, har jeg ikke husket de rigtige sko og alt mit tøj vil være upraktisk – men jeg elsker at vandre.

Nå, nu har jeg haft en intens januar måned, og det hårde arbejde vil tale for sig selv i fremtiden. I februar og her den seneste uge?

Der er jeg endelig ved at falde godt ind i de rytmer og rutiner, som jeg lovede mig selv at jeg ville fokusere på i februar og de næste uger frem.

Forkælelse og livsnydelse!

Jeg har brugt meget tid sammen med min dejlige kæreste, lært mine nye (seje) kollegaer at kende og er langsomt ved at falde ind i hverdagens rutiner. Jeg har investeret i nyt gear, og har investeret i en ny computer og en ny telefon. Maybe its not the best idea, det der med at investere i dyre ting, men altså, what the hell.

Jeg er kvinden som hvis forsikringsselskab med tvang opsagde min elektronik aftale – jeg er hella klodset. Også har jeg råd til det, så elementet af at være lidt ligeglad understøtter måske dette men altså…det er hvad det er. Sidste år ente vi på 17 P-bøder (Sofie talte dem og skammede mig for det efterfølgende) på 12 måneder. Jeg har ikke den bedste streak i forhold til ikke at være klodset, men jeg besluttede mig for at dette ikke skulle være i hæmmer i at investere i gode ting som kan bidrage lidt til elementet af det at nyde.

Det er rart at arbejde med nyere udstyr – og jeg er endelig ved at lære det der med at nyde at skrive mine indlæg igen! Efter sidste års (nødvendige) plaster blev revet af og jeg blev nødt til at gøre arbejdet som jeg gjorde. Jeg finder nye hyggelige måder at lære at arbejde på og udnytte de tekniske muligheder. Jeg har for eksempel lige opdaget det magiske ved at kunne ”diktere” mine indskriv ind diverse steder, også har jeg fundet ud af at der er en sød hvid dame som bor inde i Word og som man læse dine skriv op for dig – det er jo genialt hvis man er ordblind og relativt nemt kan misse ting hvis man er…klodset.

Det er rart at have tid til at opdage nye sjove forfatter teknikker. Har resten af jer kendt til disse ting længe? For mig er det en helt ny verden. Det er sjovt at have tid til tingene. Det er sjovt at jeg nyder de små ting hverdagen. Selv de klodsede episoder. Der er mange sjove fortællinger i vente til jer i bøgerne. Blandt andet kan jeg kvittere med at jeg er det slags væsen hvis advokat specifikt kaldte mig ind til et møde på hans kontor, for at anmode om at jeg ”down Hoe”ede min tilgang på Instagram. And yes, he even charged me for that meeting.

Vil i høre en ting jeg havde det for vildt over at have TID til her forleden dag?

At organisere mine billeder på min telefon – sortere i dem, slette det jeg ikke ville have og sortere dem i mapper. Det føltes vildt mærkeligt, pludseligt sådan at have flere timer til at hygge med sådan en ting. Jeg har altid været et vildt organiseret menneske, alt i mit liv er prydet af lister, struktur og det at være organiseret. Jeg er miss queen bullet journal.

Det irriterer mig hvis tingene er rodet, forstår i hvad jeg mener?

I weekenden skal jeg bygge lidt til på mit walk in closet og ud og se på en ny bil jeg har besluttet mig for at investere i. Også er jeg psyked over, at jeg endelig har haft tid til at organisere alle mine filer herhjemme, selv dem på computeren.

Det er de små ting som betyder noget, og efter et års hårdt arbejde? Så er det på tide. Det er mærkeligt sådan at ”lande”.

Og lige nu prøver jeg at lande ned i Sygeplejerollen efter jeg endelig er blevet autoriseret og det hårde arbejde i forhold til skriverierne (og balladen fra sidste år) har lagt sig. Jeg føler mig så utrolig velsignet over at vågne hver dag og få lov til at lave det jeg elsker.

At være Sygeplejerske er det største privilegie, og jeg elsker mine patienter og enhver del af mit arbejde. Det er ikke svært at bære over med rutinerne, til trods for at jeg altid har været et….Nocturnal væsen. Ikke når man vågner og elsker det man laver.

Den mærkeligste forandring som jeg er ved at vænne mig til? Den måde jeg arbejder på . I skal tænke på at det der med tal, og det der med forretninger, det har aldrig været min ting. Min familie og min mand har altid været dem, som har mestret disse aspekter af livet (og interessen heraf), ikke jeg. Jeg er talblind, i swear, jeg har altid hadet tal. Fordi jeg altid har fokuseret så meget på det at lære at tale nye sprog (og taler 5 af dem), har tal altid været lidt negligeret.

Jeg kan stadig huske det som det var i går, dengang min matematiklærer kiggede på mig i 1.g (vi var 5 elever ud af 32 som havde matematik på C og ikke på A eller B) og sagde ”Lillye, nu får du 02 i stedet for 00, ikke fordi du fortjener det, men fordi jeg oprigtigt syntes godt om dig som person”.

Jeg kan huske at jeg takkede enhver form for højere magter som fandtes og skænkede både Gud, Jesus, buddha, Mohamed OG Morgan Freeman en tanke. ”Thank you, lord”.

Jeg ville bare bestå og havde ingen interesse i at uddybe mig i det. Jeg var jo sangskriver på det tidspunkt, skal i forstå, og det eneste relevante for jeg var den hermeneutiske tilgang til det at forstå livet. Jeg søgte mening,ikke forståelse.

I dag er det så komisk hvordan tingene har ændret sig. I dag hvor jeg arbejder med kvalitetsudvikling og hvor faktorer som P-værdier, AUC´ER og arbejdet med statistikker er det som er mest relevant i forhold til måden jeg arbejder på. Jeg arbejder med tal. Hele tiden. Min forskning, forhandlingerne og ikke mindst de røde tråde firmaets henvendelser er ved at skabe. - Alting udmunder sig i tal.

Sofie, min bedste veninde som i modsætning til jeg acede Mat B og som efterhånden er uddannet intensiv sygeplejerske har altid svømmet i tal. Hun er lidt syg, hende Sofie, syg klog altså. Hun var for vild jo. Kvinden kunne komponere musik like no other, men på det vildt teoretisk plan. Sure, jeg kunne lige akkurat læse noder og havde lært mig selv det, men hun, hun kunne hele kvintcirklen i hovedet udenad og agerede så teoretisk vel, at jeg fandt det til at være den største inspiration. Det er derfor hun er min bedste veninde.

Jeg har altid været dybt fascineret af og betaget af mennesker klogere end jeg. Som Niklas (en dygtig sygeplejerske) sagde engang. Drømmen er altid at være på arbejde med een dygtigere end én selv.

Historien om mig og Sofie får i en anden gang, men det er en vild historie vi har sammen, mig og hende.

Sofie, som på lige fod med Amanda, Sara og Olivia også har spillet en vigtig rolle i løbet af min barndom, og vi har altid fulgt hinanden. Folkeskolen, gymnasiet (samme klasse), universitetet og på vores tid sammen på Rigshospitalet. Jeg blev tilbudt en ansættelse på hendes intensive afsnit, og havde det ikke været for modparten, havde vi arbejdet side om side i dag, jeg og hende.

Lige nu handler det om at lande, og bare nyde at jeg endelig har tiden til at lave alle de små ting som jeg ikke havde tid til sidste år.

Ydermere har jeg planlagt en masse søde ting for min dejlige kæreste, følg med på Instagram for hverdagens skøre opdateringer. Jeg har en masse planlagt for ham i weekenden og vil prøve at dele nogle af mine oplevelser med jer, så I kan se hvad jeg laver når jeg ikke arbejder.

Når jeg ikke arbejder er det bedste jeg ved at tage mig af dem jeg elsker. Det er den bedste gave i livet, det er de slags mennesker man omgir sig selv med. Jeg føler mig så taknemmelig over at jeg endelig har tid til at forkæle mine elskede lidt og bruge min tid på dem.

Jeg glæder mig til at dele mere af min hverdag med jer

Lad os nyde stilheden inden stormen

For nu, er der vindstille.

joie de vivre

Alarié