No tongue only heart #16

Kære Læsere.

Tak for at følge med, og tak for jeres mange henvendelser. Jeg traf en strategisk beslutning om, at sætte bremseklodserne lidt i efter sidste års hårde arbejde, og blot fokusere på at falde til i det nye år. Jeg har i de sidste to måneder fokuseret på, at falde til i rollen som ny sygeplejerske. Jeg har bearbejdet det traumatiserende faktum af, at indse hvor meget modparten har gjort for at jeg skulle tie om sagen, og hvordan han fik mig sanktioneret for at skrive om mine krænkelser med ham.

Jeg har brugt tiden på strategisk vis, at omringe mig med de slags mennesker jeg ønsker i min hverdag, og vigtigst, i forhold til min karriere . Det føltes helt fantastisk, sådan at arbejde med en ledelse hvor loyalitet og respekt er gensidige faktums og en vigtig del af vores hverdag. De organisatoriske rammer betyder så meget, det er helt vildt.

Sidste år kæmpede jeg for at beholde mit arbejde, imens jeg bearbejdede traumerne af mine hændelser med ham på vores afsnit . I år? Der udvikler jeg handlingsalgoritmer og pitcher dem til anerkendte NGOer - ydermere er der en række af bøger klar til lancering.

Men før alt dette kunne kickstartes og der kunne tages nogle tiltag, så skulle fundamenterne sikres. Jeg udsender ikke en presse meddelse før mine tre måneder de passerede, de 90 dage jeg gav mig selv til at falde ind i rollen var overstået. Det vigtigste af det hele? Mødet med hospitals ledelsen inden usendelsen af min presse meddelelse.

Det er altid lidt intressant og sådan lidt komisk for mig, sådan at møde folk for første gang - i sær hvis det er forretnings forbindelser. Alle har deres eget indtryk af mig , og det meste af tiden er det baseret på mit insta rygte (#grædesmiley#fersken). Jaws are being dropped når jeg åbner min mund og markerer at mine mærkesager er forvaltningsmæssige rettigheder, ændringer i lovgivningen og et firma som kan sikre det at arbejdespladserne ikke brænder broer med deres medarbejdere. Det er fedt, sådan at drage nytte af det min mor lærte mig, det der med at kunne indtage et helt rum med ens energi.

Jeg gik rundt længe og blev brugt som skydeskive for andre menneskers egne mindreværdskomplekser, hvor de behandlede mig dårligt som studerende, og fik mig til at betvivle om hvorvidt min energi og min væremåde var en positiv ting.

Noget af det vigtigste jeg har lært i år, er den vigtige lærestreg om, at verden ikke fejrer succesfulde mennesker. Jeg ved ikke om det er en slags forvrænget spirituel jantelov eller hvad det er, men der er koldt på toppen. Verden fejrer ikke det at være innovativ, kreativ eller heck, endda virkelig talentfuld. Medierne fejer dig - når det hårde arbejde er gjort og du er nået dertil, men kampen op til er fandme hård. Det tog mig lang tid at indse, at det som de brød mig ned for, var det de egentlig frygtede.

Så nu får i snart hele pakken. (cheeky kiss).

Min krænkers advokat (eller vores fælles hospitals advokat, undskyld) sagde det selv "det er utrolig sjældent at der bruges private advokater på denne måde i sager om offentligt ansatte, at de bruger mig påpeger blot sagens seriøse karakter". I lold so hard.

Komisk faktum: Jeg nægtes aktindsigten på skrift fordi de er bange for at jeg skriver om det online.

Det er skide hamrende pinligt, at være den læge som misbruger hans stilling, det offentliges penge og så mange ressourcer, fordi krænkeren aldrig gav sine ofre en eneste mulighed for at udtale sig.

Kender i det i gyserfilm, når man sidder og nærmest råber "dont walk down the stairs" til karakteren i filmen, fordi man forudser at der vil ske noget skræmmende hvis de fortsætter ned at trappen og ned i kælderen?

Hele det sidste år har føltes sådan for jeg, især i starten da jeg på desperat vis prøvede at holde ham ude af sagen, hvis blot han hav mig en mulighed for at redegøre for mine oplevelser. I stedet for valgte vores egen Winnie the Poo (poo part highlighted) at stikke hånden ned i honning krokken og misbruge sin stilling til at få mig sanktioneret x 2. I første omgang på ulovlig on intern vis på hans hospital, i anden omgang hos region H grundet min (lovlige) whistleblowing.

Det mest latterlige ved denne sag? Alle disse tiltag er midlertidige, alle de konsekvenser: Min lovgivning beskytter mig bare ikke før sagen er i retten.

Men altså, ill play along for the funnies, eller hvad man nu siger. Tides are turning, og det er helt fantastisk at være en del af, snart at præsentere nationen for en række mennesker og en organisation som vi stiller til ansvar. En stor del af min whistleblowersag, udover det at fremlægge en sag som var i offentligehedens bedste interesse at have indsigt i, var helt specifikt at sørge for at disse mennesker, aldrig ville kunne skjule deres handligner i min sag. Jeg mener nemlig at den eneste vej ud af sygeplejekrisen, det er ved at sørge for vi har de rette ledelser. Den organisatoriske opbygning hos de foreskellige regioner har så stor en betydning, og de steder som er ledet af HR afdelinger og ikke reelle sundhedsfaglige, er også de steder med sager som efterhånden samler sig på mit bord.

Jesus...

Voldemorts sagen (min krænkelsessag) er en lille guldfisk, i forhold til de andre sager jeg skrev om sidste år. I skal ikke lade hospitalets beslutning om at tage hans part til jer som i, at min krænker er af stor betydning. Det er ikke derfor, at de tager så intense tiltag for at give mig mundkurv på. Det er den systematik jeg skabte og sagen med TORSTEN LAURITSEN som får skyerene til at ose en rød farve i regionen. Jeg træder på farlige farvande, og jeg ved det godt. Så at de handler sådan som de gør lige nu, og måden Poo fortsat bruges på til at undgå de reelle problemer er stadig det mest interessante. Lets just spill the beans the way they are- ligesom dengang hans navn blev misbrugt for at skjule en ledelses negligering af min sag.

"Ved du ikke hvad du har gjort?!" var den første sætning jeg sagde til ham, da jeg så ham igen efter vores tid sammen på hans afsnit. (Efter jeg på komisk vis lod ordene "youre spineless " udspringe sig fra mine læber først). Han kiggede dumt på mig og rystede på hovedet...Det havde jeg ikke noget imod, jeg havde til gengæld noget imod det da han fandt ud af det, og fortsat lod verden behandle mig frygteligt i hans navn, og med ham som årsag.

Kopi af email til sagsbehandler fra Politiet (bare fordi min email er så grineren!)

"

Kære ###

..... Ydermere ignoreres (af regionen) det faktum at jeg gik til en whistleblowerforening og herved ikke kan staffes for en dyt af det jeg skriver. Hvis Poopi bear har et problem med at hans reelle handlinger fremstilles (som understøttes af ADSKILLIGE) så kunne han jo have opført sig mindre ulækkert og kept it in his pants på arbejdespladsen . Ydermere kunne han have taget ansvar og lyttet til hans ofre - så kan det være vi ikke var gået til whistleblowerordningen og efterfølgende fremlagt virkeligheden som den er. Too bad, han må tage en tudekiks og få sig et realitetscheck.

Manden blev tilbudt alle former for samtaler og dialog inden da, og at han på klam vis tror at en fesen tilhold mod min blog vil hindre at verden kender til hans handlinger og min historie er en tragisk og ignorant tilgang at have til tingene. Virkeligheden er hvad den er, hans adfærd er hvad den er, og mine vidner er hvem de er.

Jeg får det vitterligt fysisk dårligt over at se hvordan de håndterer en sag som denne - Jeg må til enhver tid fremlægge mine oplevelser og mine vidnererklæringer når ledelser har afvist dem og jeg har en ordning og en lovgivning som beskytter mig.

Det er kræft ederme trættende at se i decideret handler på så ulækker vis, at ALLE mine oplevelser, vidner og krænkelser ignoreres og de kun fokuserer på at jeg skrev om det usle eksemplar af læge at Være! Tror du at det er okay at der er patienter derude som måske bare mangler et ansigt på lægen for at huske dengang de “havde en mærkelig oplevelse på #########”.

Har du en lillesøster? En teenage datter?

Har du også 3 andre læger indenfor regionen (udover Poo bear) som har handlet på præcis samme måde som ham og blev beskyldt for de samme ting? Har du også en stribe af kollegaer som redegør for deres inkompetence og deres sexuelle krænkelser ligesom jeg kan med ALLE lægerne, poopi inklusive?! Kan du finde stribevis af kvinder som jeg er blevet FYRET for blot at sige tingene?

Alle disse ting kan jeg svare ja til, så.

God damn shame on them all.

Denne email er du velkommen til at gemme og kan anse det som et bidrag - det er decideret FARLIGT at de arbejder på denne usle måde. Vi skal have ret til at redegøre for vores oplevelser, krænkelser og fremføre dem for verden så vi kan BESKYTTE andre på denne måde.

Både imod rovdyr og ledelser som ikke burde lede.

I mine øjne handler det om patientsikkerhed, og ved du hvad ###? Den vægter langt højere end det usle arbejde de har formået at skabe i denne sag - Min uniform, mine værdier og mine principper vægter langt højere end det faktum i I vurderer jeg krænker min krænkers fred ved at skrive om mine oplevelser. Så ergo det er vigtigere at jeg ikke skriver om det end de reelle krænkelser og de grove anklager mod manden.

My god, what a fucking shitshow!

Det er mere vigtigt end nogensinde at jeg fortæller mine historie, kan Poo ikke lide det? Så må han jo tage ansvar! Un-fucking-believeable! Den kan i få på skrift. Lillyana"

Grundet mine oplevelser vil mit firma redegøre og kæmpe for at gøre det ulovligt at benægte ofre møder og en ordentlig dialog. Det skal være umuligt at fyre medarbejdere uden en samtale, og uden at de får tilbudt den rette støtte. Endnu vigtigst, skal det være med autorisationen på spil, hvis sundhedsfaglige nægter at gå videre med henvendelser omkring chikane og krænkelsessager. (Birgir Thomson style). Der er en helt specifik årsag til, at i kommer til at møde karakterer som Bambi (aka Birgir) og Anne Bruun snart - disse ansigter skal gøre det klart overfor offentligheden, at det er sandt nok, at der i 2023 stadig findes mennesker og organisationer som har handlet så grumt som de har i min sag. Jeg har til this day ikke mødt et eneste individ som ikke er i chok over at høre min historie, og jeg har samlet kræfterne her i den seneste tid, så det snart kan have mit fulde fokus.

Jeg elsker de mange mærkelige udtryk som findes på dansk. Alle dem lige fra køerne på Isen og Nålene i granskoven. Mit yndlings udtryk her for tiden er det der med "levn det du selv har øst op".

Vinterhien er snart overstået og visse rovdyr kan snart præsenteres for offentligheden. Mit ønske har aldrig nogensinde været blot at lave et splash - husk nu, jeg ønsker syvfolds tragedie for det ene år hvor jeg kæmpede så hårdt for blot at passe mit arbejde.

Så derfor der der planlagt 7 års PR og fem udgivelser (og en film?) som engang (eller to) hvert år vil minde jer om alle de karakterer, som inspirerede til dette imperium af litteratur og politisk irettesættelse.

My god, tænk at jeg skulle arbejde politisk, det forekommer mig vildt mærkeligt. Ligesom jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig, at det meste af mit arbejde ville bestå af statisktisk arbejde (fuck P-værdier helt seriøst) frem for det relationelle. Altså, i Aint got the tongue for politics, only the heart. Zelenskyj style.

Men altså, lad os se hvor det leder os hen. Jeg boede engang i en varevogn, og har overlevet alt fra krig til de værste traumer - også har jeg oven i dette haft et lidt crazy fortid som sangskriver og opnået mine ungdomsdrømme længe inden jeg valgte at læse til sygeplejerske. Man lever 1000 liv i et, og alt er en mulighed. Det hele er hvad man gør det til i sidste ende, smerte er.

Hvad har jeg lavet her for tiden, udover papirarbejdet med sagerne og politikken (grædesmiley).

Jeg har arbejdet som en gal, og er faldet til i blandt kollegaer og speciale. Jeg vågner hver morgen og er så utrolig taknemmelig for mine søde kollegaer, min fantastiske chef og mine patienter. Det føltes så berigende og jeg kunne ikke forestille mig noget bedre end, at leve mit liv end sådan som jeg gør lige nu. Når jeg ikke arbejder tilbringer jeg tid med min mand og min familie. Datenight Fredag, filmaften torsdag, træning sammen tirsdag også middag med hele (den store) familie søndag. Vi har vores traditioner sammen, og efter næsten 12 år sammen er han stadig min bedste ven og een af de største grunde til, hvorfor jeg føler mig som verdens heldigste menneske.

Cancer scares, biopsier og frygteligt traumatiserende indgreb har været til at rumme og summe og overkomme, og igennem det hele med ham ved min side.

Jeg er et utrolig velsignet menneske.

Forhandlinger og en række sexede indlæg fra sidste år udmundede sig i muligheder. Muligheden for at hyre de rigtige mennesker til firmaet, til at investere i en ny bil (min batmobil lmao), og til at bygge om i lejligheden og friske det hele lidt op.

Faktisk prioterede jeg at lave noget af hygge arbejdet (male/istandsætte) selv, da jeg lovede mig selv i starten af året at jeg ville priotere det at få ro på og nyde de små ting i livet. Så jeg har nydt at sætte min lejlighed i stand og givet alle de aspekter af mit liv som var så negligerede sidste år en masse vand , opmærksomhed og kærlighed.

Det er skønt at se det blomstre, og den fedeste følelse at sidde i en lejlighed man stolt selv har sat i stand (og betalt for, without daddy!). Jeg er mega stolt af mig selv.

Også har jeg også været sej. Jeg har taget på arbejde, og passet og elsket hvert eneste minut - og den fysiske smerte i hverdagen i forhold til mit helbred? Der har jeg trukket på min tilgang som tidligere danser og den evne jeg havde af, at være god til at det bide smerten i mig.

you don't know what pain is til you've done ballet! At smile med knuste tær og brækkede knogler og stadig skinne har altid været en dyd, og den må jeg indrømme at jeg har trukket på her på det sidste. Ikke på en dårlig måde, men på en stærk måde. På en nødvendig måde.

Også glæder jeg mig virkelig over at sige, at udover disse ting, så har jeg ikke lavet en dyt.Det føltes helt fantastisk at kunne sige sådan en sætning, og virkelig mærke hvor meget ro det er jeg har givet mig selv her på det sidste. Alle billeder, filer og emails er organiserede på både computeren og telefonen, også sværger jeg, at jeg har set alle afsnit af Dexter og toppet den af med lidt old school simpsons.

Jeg nyder det at være i mine tyvere, og bruge min tid på at nyde det børnefri liv, og hvis jeg kigger tilbage på mig selv som teenager, er det her præcis sådan som jeg havde forestillet mig at jeg gerne ville have mit liv skulle være, rent hverdags mæssigt.

At jeg formåede at skabe et litterært imperium og et af danmarks største whistleblowersager igennem min egen efterforskning og research er en kæmpe bonus og en ting jeg kan takke min egen resiliens for. At jeg udover dette formåede at skabe et firma som er de første i verden til at hjælpe mennesker sådan som vi gør, er en milepæl og en ting jeg aldrig havde drømt om kunne være en realitet.

Også er der OLIVIA, Olivia som efterhånden har en helt speciel betydning idag for jeg, og forhåbentlig snart også for vores fag. Mit liv er gået fra at være godt - til fuldstændig fantastisk (sanktioner inklusive) og jeg nyder ethvert minut.

Det har været dejligt sådan at samle kræfter - og jeg glæder mig ufatteligt meget til at præsentere jer for de reelle produkter snart. Men først? først er der planlagt et halvt års PR i forhold til en famøs række blog indlæg hvor jeg viser jer, hvordan jeg kan præsentere jer for min sag længe inden nogle bøger er udgivet. Jeg må indrømme at det var svært for mig i starten, sådan at acceptere at jeg skulle udskyde alle planer for presse grundet forhandlinger og sagen, men jeg er så glad for jeg gjorde det. Jeg har virkelig haft mulighed for at trække stikket helt fra så jeg havde overblik. Jeg indså dette mens jeg var igang med at male min lejlighed, og indså hvor hurtigt man kan miste overblikket hvis man står får tæt på væggen - the blind spots. Så det er gået op for mig hvor vigtigt det er med fundamenterne og det at have overblikket og kontrollen i sådanne sager her.

Jeg har også i denne periode opdaget hvor handy jeg egentlig er - jeg er åbenbart god til at bygge ting når jeg er vred. Sidste års knuste hjerte resulterede. At miss Persian version of legally blonde håndbyggede sit eget walk in closet (se instagram for dokumentation lol) alene. Der er mange ting jeg er overkommet i år.

Udover rovdyr, cancer scares og sanktioner har jeg overrasket migselv på så mange punkter og opdaget hvor stærk jeg egentlig er, og altid har været det. Det er gået op for mig, hvorfor jeg blev behandle sådan som jeg gjorde af ham og hans kollegaer. Bare det, at jeg kunne formå at mestre min dysleksi og skrive fire romaner og to bachelor opgaver (alene) på et år er et god damn mirakel i sig selv. 500.000 ord som nu er i hænderne på min redaktør.

Jeg skriver snart et indlæg omkring den specielle måde, hjerner som min arbejder på og hvordan det er, at jeg kan de ting jeg kan.

Changing the world starts with...

Stay tuned

Alarié