NO SCRUBS #11

God onsdag, kære læsere.

Titlen på dette indlæg henviser desværre ikke til den famøse sang fra TLC men en beslutning jeg har truffet. Jeg har været nødsaget til at træffe nogle beslutninger, så jeg kan beskytte mig selv på bedste vis. Dette indebærer mange ting.

Jeg har valgt ikke længere at tage selfies etc når jeg er på arbejde, dette er både for at beskytte mig selv, min arbejdsplads og ikke mindst for at minimere det faktum at man skal kunne stalke hvor jeg arbejder. Men sådan er det, heldigvis er jeg også god til at tage selfies i fritiden ;) Der er efterhånden mange regler for sådan én som jeg.

Blandt andet er reglen som udgangspunkt, at ingen af mine kollegaer rigtigt må kende mig på arbejde. Den ret er først tillagt når kitlen er af og det er en fritids ting. Jeg snakker ikke om mig selv på arbejde – faktisk er det den første regl og den som sidder direkte op af min rygrad. Jeg taler ikke om noget, og udtaler mig ikke om noget. Faktisk lever jeg efterhånden lidt mit liv efter fængselsregler. Jeg taler ikke til dig, medmindre du taler til mig. Jeg er altid bange for at komme til at fylde meget i et rum, og derfor tager jeg mine tiltag så dette ikke er en mulighed. Jeg spiser ofte frokost alene… Dette har jeg aldrig gjort for at være asocial, men for at beskytte mig selv og min arbejdsplads. Jeg kan ikke risikere at sidde i et rum og blive stillet spørgsmål, og blive spurgt ind til den tidligere sag. Det er ikke fedt at virke som en iskold bitch med et svar som ”ingen kommentarer” når mine søde kollegaer spørger ind til mit privatliv og det jeg laver i fritiden. Hvis folk absolut skal spørge, plejer mit svar at være at jeg bruger tiden på at gå ture med min hund og dyrker yoga.

Jeg har været udsat for tit, og jeg gør alt hvad jeg kan for at beskytte mig selv. Engang måtte jeg melde det til politiet at mine (tidligere kollegaer til ham som krænkede mig) slog mig op på sundhedsplatformen uden min tilladelse – ydermere kan jeg kvittere med at min krænkers tidligere sekretær og kollega har haft travlt med at misbruge vores interne databaser så hun på systematisk vis kunne kontakte mine arbejdsgivere. Dette har hun gjort igennem et helt år- Ikke fordi jeg nogensinde gjorde noget galt, men blot fordi hun ville gøre dem opmærksom på hvem jeg var.

At jeg var hende som engang var blevet krænket, og som havde snakket højt om det.

Jeg har vendt dialogen med både styrelsen for patientsikkerhed og hendes arbejdsgivere, som begge er meget enige om at det er dybt ulovligt – det smukke ved det hele? Aktindsigten afslørede at det var tilsendt fra hendes arbejdes e-mail og hun beskriver på finurlig vis hvor intenst hun har måttet misbruge vores databaser for ”endelig at finde frem til hvor jeg arbejdede”.

Jeg skrev et kortere indlæg tidligere hvor jeg præciserer hvordan det er min NGO hjælper ofre – og nu efterspørger i en kort opsummering af min sag? Dette er forståeligt, da det for nye læsere må være en mærkværdig sag pludselig at høre om. En forklaring føler hånd i hånd med en pressemeddelelse, og en mundkurv som ser ud til at blive fjernet snart (Voldemorts problematikken)

Så kort sagt?

Under min 6. semesters kliniske periode blev jeg udsat for krænkende adfærd fra en mandlig læge. Jeg skrev en tekst (som forfattere nu gør) som jeg ville aflevere til vedkommende og redegøre for hvordan mine oplevelser med ham var blevet oplevet som det modsatte af det, som han havde ønsket. Jeg blev fyret fra afsnittet fordi ledelsen fandt ud af, at jeg havde skrevet om mine krænkende oplevelser. Jeg fik aldrig et enkelt møde eller en samtale med nogle parter og blev afskediget. Jeg gjorde ledelsen opmærksom på at jeg ville lægge sag an. Det kunne ikke være rigtigt? Undervejs var jeg jo både gået til afdelingssygeplejerske og kliniske vejleder omkring problematikken, og den ærgerlige måde hans handlinger havde efterladt mig på. Det var jo vanvittigt at jeg skulle miste alt uden et eneste møde eller en saglig årsag.

Jeg havde vidner som decideret har set mandens hænder på mig, og som er gået med deres erklæringer til politiet.

Hans ord og hans handlinger satte mig på en intern sort liste på vores hospital, og det påvirkede yderligere to afsnit på det samme hospital.

Efter et par måneder starter den samme læge op på mit afsnit på et helt andet hospital, hvor jeg har været som sygeplejestuderende i over et år. I mellemtiden har jeg fundet andre kvinder som han har krænket seksuelt og andre vidner som er stået frem med deres oplevelser omkring manden. Jeg ønskede aldrig at sagen skulle tage denne drejning, og ville derfor gøre alt for at denne sag ville handle om uhensigtsmæssig ledelse og ikke være en Mee too sag. Jeg prøvede en dag at aflevere en kuvert med hans ofres udtalelser og noterede i et brev at jeg kun ønskede at han kunne være ærlig overfor vores ledelse og modsige min fyring. Ærlig omkring hans måde at agere på og den skødesløshed han ydede i vores fag med en læge kittel på.

Jeg sagde ikke et eneste ord da jeg afleverede den kuvert på hans bord – dagen efter blev jeg fyret uden en faglig årsag andet end at ”den mandlige læge havde klaget”.

Jeg fik mig et andet arbejde på et 3. hospital – efter få dage finder jeg ud af at den kliniske vejleder kender afdelingssygeplejersken fra pågældendes (nummer 1) afsnit, og at deres mænd arbejder sammen og at de endda er naboer… Kort tid efter fyres jeg for at få en delegeret opgave af min sygeplejerske på vagten. Hun giver mig sit skilt og beder mig om at hende en Inhalations maske til patienten, og ber mig på samme tid om at give det til patienten. Jeg gør som der bliver sagt og det er en smooth proces, jeg kan vip vejledningen på rygraden og der blev aldrig begået nogle former for fejl. Dagen efter fyres jeg to timer før min vagt, fordi jeg har taget imod en delegeret opgave. Da jeg efterfølgende kvitterer min chef med bekræftelser på skrift fra mine andre timelønnede kollegaer om, at de har handlet på præcis samme måde og faktisk tit hjælper til med at give medicin? (adskillige kollegaer i samme stilling som jeg) Jeg udtrykte at jeg ikke forstod denne forskelsbehandling. Dette gjorde ingen forskel, jeg blev stadig fyret.

Efter det må jeg indrømme, så blev jeg strategisk og fik på målbevidst vis et arbejde på hans tidligere arbejdsplads, den arbejdsplads hvor jeg vidste at jeg kunne finde vidnerne for hans krænkelser. Efter den behandling jeg havde oplevet fra ham? Så selvfølgelig ville der være andre, det måtte være, og jeg begyndte at arbejde der i håb om at jeg fandt dem.

Og turns out, det gjorde jeg. Efter jeg havde fundet dem, gik jeg både til afdelingssygeplejerske, oversygeplejerske, tillidsrepræsentant og HR – og ingen af dem ville skænke mig en samtale. Til trods for at manden nu blev beskyldt for grove ting af hans egene kollegaer – udover de krænkelser jeg havde anmeldt ham for. En anmeldelse for blufærdighedskrænkelse udvikler til en anmeldelse og mulig sigtelse for skødesløshed i offentligt erhverv. Altså, tæller man vidnerne med som har set hans hænder strejfe hen over mine lår de gange han tænkte at ingen så det. Jeg har skrevet det før, og jeg mente det. Jeg følte mig altid som en hemmelighed. Det kan ikke komme som en overraskelse, at jeg efterfølgende blev fyret fra det afsnit også for at have sagt hans navn højt for mange gange, men jeg fandt de vidner jeg skulle bruge.

Også fik jeg tilbudt et arbejde hos 1-2-3-4-5-6-7 steder i Regionen, som pludselig ikke kunne ansætte mig og alle sammen trak deres jobtilbud tilbage.

Hvorfor? På grund af sagen med ham.

Jeg begynder at være ærlig omkring hvor mig bagland ligger, hvem jeg er og hvilke politiske indflydelser som er en del af min NGO og piben begynder pludselig at spille en anden lyd. Desuden, nu var jeg færdiguddannet og der forelå helt andre forvaltningsmæssige rettigheder som de pludselig for første gang skulle tage hensyn til. De kunne ikke længere tillade sig at kaste mig under bussen og fodre mig til hajerne i de små stykker de havde valgt at skære mig til.

Nu er forhandlingerne i gang.

Det jeg kæmper for?

Min NGO. Faktisk kræver jeg en plads for mit firma indenfor regionernes vægge- Det er ikke længere blot et firma, men en nødvendighed sådan som tingene håndteres i dag.

Vil i have den kolde sandhed?

I denne proces er det gået op for mig hvor lidt rettigheder vi endelig har som sundhedsfaglige, faktisk er det værst for vores studerende. Vores studerende som praktisk talt ingen rettigheder har.

Let me put it like this. Det er lige meget at du er blevet voldtaget på arbejde – medmindre andre altså har set det og vil vidne på det under en retssag. Ydermere er et også irrelevant at du måttet blive krænket (selv hvis dette bevises) hvis det KUN er dig det drejer sig om. Disse mænd skal altså på systematisk vis havde krænket eller voldtaget adskillige, før at der bliver taget tiltag. Og i denne proces? Lad os sige at du er alene og du ikke har ”fundet de andre” , så skal du forberede dig på følgende ting.

Sanktionering fra det hospital din krænker arbejder på – herved vil HR afdelingerne internt aftale med diverse ledelser hvordan der langsomt skal findes årsager for at fyrre dig. Og det er meget muligt at fyre dig for årsager som ikke er saglige. Hvis du går til en advokat som jeg har gjort, så skal du sikre dig at dit økonomiske fundament er heeeeelt på sin plads, ellers taber du allerede til at starte med. Disse slags sager tager tid . Hvilket leder os hen til det næste problem, hos din fagforening er du ikke andet end en stak af filer på bordet. Oftest er det superkrævende, tidskrævende og en magtesløs proces, det der med at gå til sin fagforening. Din fagforening vil da sikkert også gøre sit bedste for at kæmpe din sag, men oftest udmunder smertefulde hændelser i uværdige løsninger og beløb som klaskes på for at ”lukke sagerne” – også får krænkerne, og disse ledelser (som ikke kan lede) lov til at fortsætte præcis som før. Mit firma kræver en omrokering i ledelser og ændrede rettigheder og bedre vilkår og nøjes ikke med økonomiske plastre.

Det er den samme sang som spiller, lige indtil det øjeblik du banker på ledelsernes døre med de adskillige vidner på dine krænkelser som de kræver. Så, you know what?

Hvis det er DET organisationerne kræver, so be it, så skal jeg nok give det til jer? (hashtag hjerte hashtag fersken)

Også husk nu, skulle du gå hen og udtale dig offentligt undervejs så kan det lede til en sanktionering fra hele organisationer . Sanktionering er nok den klammeste måde at prøve at udelukke ofre på så de tier. Jeg vidste at de ville prøve at sanktionere mig, men jeg kender også mine rettigheder og ved hvilke reelle krav en dommer har for at fyldestgøre sådan en absurd beslutning. Jeg ved hvilke reelle regler i forhold til min ytringsfrihed som foreligger – ydermere ved jeg hvordan jeg er beskyttet igennem en ordning som specifikt er skabt til at beskytte folk som jeg. Husk nu, går du til en ledelse først, og nægter de at tage imod din henvendelse så kan du udtale dig så tosset du vil ! Det vil få midlertidige konsekvenser, og hvis du kan holde dem ud (som jeg besluttede fra starten at jeg var stærk nok til at kunne) så er sejren også rigtig sød i sidst ende. Du må nemlig sige det som det der, hvis der er hændt en krænkelse eller en ting (som en serie af grove anklager) som ledelsen har nægtet at skænke dig et møde omkring.

I aint just a trustfund baby, der må alligevel gemme sig lidt bag denne gorgeous skikkelse, da jeg på systematisk vis undervejs formåede at skabe en rød tråd mellem hvordan krænkelsessagerne håndteres. Jeg mindes tre læger jeg har skrevet om i år, hvor den ene er i fængsel, den anden begik selvmord og den tredje er vedkommende som krænkede mig.

Er i klar over hvad alle disse læger havde til fælles? Et spor bag sig i form af krænkelsessager og klager fra kvinder.

Hvad skal vi tale om når vi rammer skærmen?

Vores rettigheder, og den effekt det på systematisk vis har når vi står sammen mod et system, som ser ud til at have glemt alt om FNS-menneskerettighedskonvention og selve den nationale whistleblowerordning og formår at tro at de stadig med tiden kan snige sig væk fra at tage ansvar.

Til enhver person som overvejer at starte en sag, så vil jeg kraftigt informere om at graver du dybt nok og prikker du dem de rigtige steder, så vil de blive ved med den(ulovlige) måde at behandle dig på, lige indtil sagen er foran en dommer. Se på det sådan her. En hospitalsdirektørs ord overstiger deres egne juristers (som råder dem til at beholde medarbejderen) og denne magtliderlighed er noget som de kan udnytte i land tid.

Lige indtil sagen ender i retten – fordi de reelle rettigheder du har som menneske, og den måde du er beskyttet af dine menneskerettigheder og de nationale retningslinjer for whistleblowers som regeringen har lagt ud – i ved, dem som hospitalerne skal respektere de beskytter dig i sager som disse. – Men først når de er endt i retten.

Lolz so hard.

Organisationerne vil prøve så længe de kan og misbruge enhver fraktion af tid som de kan misbruge deres magt på. Faktisk vil de blive ved lige indtil du begår selvmord. Ligesom Kristian gjorde (overlægen) og ligesom Torsten gjorde (overlægen). Fordi det er sådan tingene håndteres – de vil prøve at begrave sig, gøre dig træt, sanktionere dig og bryde dig ned til grænsen af alt. Og det må de godt…Lige indtil sagen står foran en dommer.

Er i klar over hvor mange bortvisningssager af sundhedsfaglige det er som reelt set bortfalder når de rent faktisk ender i retten?

Disse årsager er specifikt årsagen til at et firma som mit findes i dag. Et firma som har den specifikke agenda af at tilkoble jer hinanden.

I vil blive overraskede over hvordan ansatte griber telefonen, skulle det hænde at en tidligere medarbejder som de har haft oplevelser med pludselig, ender i én af mine pressemeddelelser. Det er jo sådan jeg gør jer opmærksom på hvilke individer/organisationer det er, hvis tidligere kollegaer og deres erfaring vi søger. Altså, basically vil jeg gøre det ligeså vigtigt for arbejdspladserne ikke at brænde broer, som det er for medarbejderne.

Den eneste grund til at det er de forkerte typer som sidder på magtposterne er, fordi vi lader dem og indtil nu, ikke har haft et reelt firma som vi kunne gå til. Det er først nu, at der findes et firma som vil dokumentere dine oplevelser og specifikt finde andre som er blevet udsat for det samme. Om det er en rovdyrsproblematik eller en korrupt direktion er irrelevant. Disse mennesker, disse ”ledere” (these rich bastards) er kun overlegne fordi du er på deres ”turf”, deres territorie, et sted som de har magten.

It aint like that in the court of law.

Problemet er at det er så svært for ofre at finde ressourcer, kræfter og energi til at komme igennem sådanne sager her. Husk nu, organisationerne vil gøre alt undervejs for at du knækker yderligere og mister alt, og endda mere til. Hvis ikke på lovlig vis, så på intern og ulovlig vis. Det sker for ofte og min historie er snart til skue for offentligheden, så i selv kan bedømme visse hændelser.

Det eneste jeg skammer mig over er, den lettedshedsfølelse jeg fik, da jeg fandt ud af at der havde været andre som var blevet krænkede af den samme mand. Den der følelse, den skammer jeg mig over. Men den lettelses følelse, den får du hverken hos din advokat eller din fagforening. Og HR har aldrig dine bedste interesser i mende men organisationens, det må du aldrig glemme.

Mit firma er det første i verden som vil tilbyde ofre den følelse, og jeg er så utrolig stolt over det som jeg er i gang med at kreere. Et helt specielt sted som specifikt tilbyder ofre den følelse.

Ydermere kan jeg dele nyheden med jer om, at jeg i April måned får fløjet en sød forsker/kemiker og PhD ind til landet som helt specifikt skal hjælpe mig med at LAVE OLI-PLAS. Hun er fra Italien og er lige PT ved at læse op på alt den teori jeg har tilsendt hende omkring OLIVIA.

Se til jer som ikke ved det, så opfandt jeg en handlingsalgoritme (lidt a la EWS ) til dehydrerede pædiatriske akutte patienter. Der findes stadig ikke et standardiseret klinisk vurderingsredskab til at vurdere det dehydrerede barn, - Så dette skabte jeg under min tid på børne akutmodtagelen og under min Bachelor periode. Ligesom jeg så at der manglede et produkt derude til os sundhedsfaglige, et redskab som vi kunnen trækkes på når vi både bliver forulempet på arbejde og efterfølgende fyret for at dele vores (traumatiske) oplevelser.

Nå, men jeg fik en rigtig fin karakter for min bachelor og selve algoritmen er skabt (og den sundhedsvidenskabelige artikel) og nu vil jeg gerne prøve at skabe revolyt blandingen på den vis jeg havde forestillet mig så det understøtter min algoritme og det kræver hoveder som tænker i helt andre baner end jeg.

En kemiker og et lejet laboratorie i tre måneder er vejen frem.

Jeg vil ikke række ud til mine samarbejdspartnere (andre NGOer) før jeg har et reelt produkt også som jeg kan præsentere for markedet frem for algoritmen alene.

Det er ganske revolutionerende, hvis vi faktisk formår at skabe selve produktet.

Er i begyndt at fornemme den røde tråd i forhold til måden jeg tænker på?

Ydermere vil jeg gerne slå fast at mine kerneværdier er stålsat, og at Organisationen nu har opdaget at det ikke vil løse noget at kaste penge efter problematikkerne. (Okay, så i opdagede at et familiemedlem er tidligere overlæge på Riget – Thats no reason to change course!)

Som jeg skrev før, de fleste af vores sager ender med et plaster på såret og en fesen økonomisk erstatning flere år efter (og imens du har gennemlevet dine traumer) hændelserne. Hændelserne som måske ødelagde aspekter af dit liv? Det har jo virket at stille gøre ofre på denne vis før i tiden, og mit firma er et af den slags som ikke nøjes med økonomiske plastre men som kræver omrokering i ledelserne. Jeg vil udnytte mit privilegerede bagland og bruge dette til rent faktisk at hjælpe mennesker.

Sådan aktivt. – og det er præcis det jeg er ved at opnå nu med NGOen og OLIVIA. Vi er ca 20% af vejen i forhold til begge produkter, og de næste par måneder vil tingene gå hurtigt.

Husk nu, det er kun de første 4 bøger som er skrevet, NGOen er stadig under opbygning og lancerer ikke her før senere på året, og OLIVIA , well, shes a work in progress.

Stay tuned

Alarié