Mavericks & ricochet #36

Kære Læsere.

Det er efterhånden lang tid siden, men jeg er glad for at tingene er ved at falde til ro – og ikke mindst at sandheden er ved at komme frem. Om alt.

Jeg vil gerne starte med at adressere nogle ting, - det er alle de ting som det fine anklageskrift som er dukket op ikke redegør for. Jeg vil starte med at pointere at sandheden hverken ligger i et fesent anklageskrift som anklagemyndigheden på desperat vis har bikset sammen for at begrave den ene sag i den anden eller i artiklerne fra sladderbladene. De nævner det som de vil nævne, og der udelukkes meget – udover dette fejl citerer de mig (og siger undskyld bagefter og retter det…) og ser ud til at udnytte det faktum at de forkerte overskrifter også er dem som leder læserne til. Det eneste sted i kan finde sandheden er her på min egen platform.

Lad os hoppe ned i det.

1)        Har jeg nogensinde afpresset en politiker?

-              Nej det har jeg ikke. Under det famøse møde på Pulp har jeg optaget en samtale som redegør for at jeg gentager at jeg ”hverken vil have modpartens tid eller penge ”. Jeg gentager flere gange at jeg ”aldrig nogensinde ville dele hverken billede eller samtalen som de var, men jeg ville beholde det og skrive om min historie ”.  Basically er det ”afpresning” for modparten at jeg nægter at slette de ting han bad mig om, for at kunne bevise en dag at de ting jeg italesætter (med respekt for hans identitet) er reelle hændelser som er sket. I ved, i tilfælde af vi en dag ender ud i et slags ”ord mod ord ” scenarie. Så jeg blev bedt om at slette noget, og bekræftede at jeg aldrig ville dele de ting, men vedligeholdt mig retten til at aflevere det til politiet og skrive om mit liv som det er.

Efterfølgende gik der et halvt år hvor jeg blot prøvede at bearbejde smerten og havde egentlig lagt det bag mig – lagt ham bag mig. Jeg har (i mine bøger, ikke udgivet online) på overordnet vis skrevet om mit liv uden at nævne navne – og dette skal jeg kunne bevise er virkelige hændelser. Det duer ikke det der med at bede en efterforskende forfatter som arbejder med sagprosa at slette sine beviser sådan.

-              Delen med ”blufærdighedskrænkelse” udmunder sig i at jeg har siddet i min egen stue – på min egen sofa mens en (tidligere) roomate har siddet ved siden af og set det ene billede efter det andet poppe op på min snap. Efterfølgende har hun drillende og sødt spurgt ind til min relation med ham og hvorfor det var (så sjovt) at jeg kunne modtage de slags billeder bare sådan. U forventet. Så fordi min gamle roomate har sagt at hun har set et billede som er poppet op – så skal jeg sigtes for blufærdighedskrænkelse? Imens jeg sad på sofaen i min egen stue…Cmon.

-              Jeg har aldrig stalket nogen læge. I år 2022 blev der lavet en lov som redegjorde for det at det var ulovligt at skrive navnet på offentligt ansatte på internettet. Denne lov blev lavet fordi der i de foregående år har været så mange sundhedsfaglige/offentligt ansatte som har ladet livet til civile/psykisk syge som har fundet deres navn i journalerne. - Jeg har KUN skrevet om mine oplevelser som menneske! Men fordi jeg har gjort dette så  går det under ”chikane og stakling” i loven. Det anklageskrift er så forringet – og den eneste grund til at Ritzau udsendte det var fordi de havde ondt i numsen over jeg lige havde lavet det største PR mæssige stunt og de efterfølgende måtte ændre i deres procedurer… ups altså. Men hvad gør man ikke for at få italesat problematikken omkring vores manglende forvaltningsmæssige rettigheder i lovgivningen?  I forhold til denne del af sagen har vi vitterligt med en lovgivning at gøre som bliver misbrugt og brugt imod mig. Det er tarvelige sager. Det drejer sig om en sag som blev katatonisk fordi jeg oplevede negligering fra en ledelse som beskyttede den forkerte part i en grov sag.

-              Den 3. person de hentyder til er en sygeplejerske som selv have en affære med en mandlig læge -een som ligeledes de to ovenstående fik ondt i numsen over at jeg vedligeholdt min ret til at italesætte problematikkerne som var på arbejdspladsen. Jeg ønskede at dække det arbejdesmiljø vi havde og indvie jer i hvordan det virkelig er derude. Det er spændende sager venner – i skal ikke tro på pressen som forvrænger det hele. I skal følge med her på siden og på instagram.

-              Også er der tiltalen med Ritzau og den ulovlige presse meddelelse

…Altså, a girls gotta do what a girls gotta do. Det var et stunt, og det virkede. Det hele har udmundet sig i et slags Taylor Swift agtigt scenarie fordi Look what they made me do. …Når vi sidder i retten og snakker om regionernes negligering, så sider journalisterne bag mig for at dokumentere det. I skulle have set det sidst da en lydoptagelse mellem mig og Mira (opdigtet navn) blev afspillet i retten, det var sønderknusende og sørgeligt hvordan hun måtte fyre mig uden at give mig en årsag. Jeg har 14 andre optagelser som dette.  Det er sørgeligt at en anden sag med en politiker skulle inddrages fordi anklagemyndigheden prøver at BEGRAVE min sag i den. Altså, man må da sige at jeg vendte deres eget træk imod dem, da jeg så brugte det til at skaffe min sag den nødvendige omtale. …Altså, who got played in the end? Fordi Regionerne har lagt en IHÆRDIG indsats i at begrave min stemme og den systematik og de mange sager jeg har fremlagt dem de sidste 3 år. Så jeg brugte deres eget træk imod dem. Touché og ikke mindst, ….Enchanté, and what a round of ricochet.

-              Hvilket leder mig til det næste punkt: Hvordan kunne jeg fyres fra 15 afsnit som studerende uden en årsag? Fordi jeg røg på en intern shitlist i regionen efter at have klaget over en medarbejder og krænkelser jeg oplevede. Det er forfærdeligt det de udsatte mig for -det var ikke før jeg blev autoriseret og fik en nål at de endelig blev nødt til at gå i dialog med mig at de gjorde det.

-              Hvor arbejder jeg? Mit fuldtidsjob er ikke i Danmark – men jeg arbejder stadig som sygeplejerske på de danske sygehuse som vikar. Læg mærke til at pressen kun nævner det ene aspekt uden at redegøre for det andet. Det er da misvisende.

Også til slut vil jeg nævne at det vigtigt i ikke skænder anonyme tabere på reddit en eneste tanke – det er sindssygt og vanvittigt hvordan mennesker lyver og bare siger alt muligt om dig uden egentlig at kende hverken din sag eller dig. Det hele er løgn. Jeg forstår ikke mennesker som ikke har nok i sig selv til at acceptere andre som de er – til at acceptere andre og deres måder at fejre livet på og vise det. Jeg elsker elsker elsker mennesker som elsker sig selv og ikke er bange for at vise det. Mennesker som har ro i sig selv og fejrer det at andre elsker deres liv. Selv hvis jeg har været uenig eller haft en negativ tanke, er jeg aldrig typen som ville bruge min tid på unødvendigt at hate på andre online. At jeg har haft en blog hvor jeg har skrevet om min whistleblowersag i forhold til sagen med Region hovedstaden er noget helt andet.

Resultaterne, mine projekter, antallet af læsere og det faktum at jeg har opnået enhver drøm jeg nogensinde har haft – det taler for sig selv.

Mest af alt tror jeg folk har lidt ondt i røven over mine mange projekter og det at jeg hviler så meget i mig selv. So be it. Jeg har ikke tænkt mig at ændre mig for at være en del af nogen pandekagekultur hvor vi hader alle andre som ikke er formet som majoriteten. Jeg er ikke marginaliseret. Jeg er  højt uddannet og specialiseret indenfor mit fag og har et talent for at skrive som har udmundet sig i mange års kommende udgivelser. Som jeg har sagt til ethvert menneske som har såret mig. ”You either give me content, or you give me the truth”.

Jeg har mødt mange mennesker med et forvrænget moralsk kompas som enten render rundt i uniform (eller sidder i vores folketing) som ikke valgte at være oprigtig og gøre det som er bedst for mine patienter og ikke mindst vores samfund. Derfor kan i se frem til mange års udgivelser og bøger som italesætter disse oplevelser. For helvede. Det er Sagprosa, og det er vigtigt.

Jeg nægter at roame rundt i The Greyscale og understøtte det at lade verden blive ved med at være det slags sted, hvor vi ser og oplever frygtelige ting ske uden egentligt at gøre noget ved det. Not on my turf, and not in my lifetime.  Forandring kan kun ske hvis vi starter med at italesætte tingene som de er…Sagprosa. I turn Chaos into Art. Og det er den røde tråd imellem hele det anklageskrift : Alle modparter vil forhindre mig i at skrive min vel dokumenterede historie.

Det er ikke muligt da det at skrive er min raison d'être. .... Mit eksistensgrundlag.

Også ved i jo at jeg har en knack for det at efterforske og starte underground subkulturer af sexede mennesker som står sammen mod deres krænere. Også er jeg sygeplejerske og har mine etiske værdier i mende og det som er bedst for den civile befolkning at have indsigt i: Så jeg har tænkt mig at give jer indsigt i det hele...

Udover et af Danmarks længste retssager som kommer til at vare et halvt år? Så er der meget andet (fantastisk) som fylder i mit liv. Go on ahead og bliv forarget over at høre jeg har en sund og dejlig hverdag med min skønne mand, vores vovse og mit dejlige hjem og kontor. Jeg har arbejdet hårdt for kvaliteten af mit liv, og jeg har altid selv været typen til selv at blive ambitiøs når jeg så det fungerede godt på andre – jeg ville aldrig hate på dem. Og jeg søger ikke de slags læsere eller fans som ikke deler det syn. Jeg har ikke tænkt mig at være anderledes eller dæmpe mig selv blot fordi der er dem som ikke har nok i sig selv. Det er bare sørgeligt jo.

Altså, til trods for Kaos og storme så har fornuft altid været min  ven og min makker i livet.  ”Dip a Toe first ”typen. Jeg har altid været en genert og meget forsigtig type. At i ser en spids tunge og tænder jeg selv har måttet set mig nødvendigt at file skarpe i medierne er noget helt andet, og noget jeg er nødsaget til. Jeg vinder ikke mine medlemmers sager ved at være flink eller mindre direkte. Tværtigmod. Der er så meget i min historie som folk ikke kender til.

Jeg har altid været en Maverick.  

Jeg kommer fra en lidt speciel generation…den generation at brune piger som ikke måtte elske.

Jeg giftede mig med min søde (hvide) mand dengang jeg var yngre og trodsede kulturelle bjerge som ….Jeg kan ikke beskrive hvor en voldsom oplevelse og periode af mit liv det var. Dengang jeg var modig nok til at trodse min kultur og sige fra og vælge kærligheden og mig selv frem for en forvrænget kultur jeg ikke ønskede at være en del af. Jeg har kæmpet længe for brune pigers ret til at elske hvem de ville og for at børn selv kan bestemme om hvor vidt de har lyst til at gå med tørklæde eller ej. Jeg har for længe siden sagt fra og kæmpet en helt anden kamp – og den vandt jeg. Jeg er vandt til det at kæmpe…Min pointe er, at jeg altid har været autentisk og aktivt gjort noget med fornuften på min side for at opnå mine drømme. Ligesom jeg sagde bort og fra over for en syg kultur, så fandt jeg andre ofre og systematik i sagen med region hovedstaden.

Rygraden i alt hvad jeg laver er SYSTEMATIK. Fornuft.

Det skal i ikke overse blot fordi jeg har en sprudlende personlighed og ikke skænker janteloven en værdig tanke.  

Hvordan er min hverdag for tiden? Tro det eller ej, til trods for tarvelige overskrifter og hate fra internet trolls og en hård retssag? Så har jeg det godt. Jeg er glad og har en dejlig hverdag. Min kæreste han er sød. Når han har lange timer på hospitalet har han det med at få lamperne til at blinke i lejligheden fra hans telefon, som hans søde måde at vise han tænker på mig på. Hvis farvel i stuen pludselig skifter, så ved jeg det er fordi han tænker på mig. Han er da Cute Jeans (hvis vi skal lave et famøst Jenner citat). Jeg passer min hund og bruger min tid på mit eget arbejde og uddannelse. Udover det er der gang i den med PR arbejde og kommende projekter. Jeg har lige fået min nye bil og nyder den luksus det medbringer – også har jeg leget med de mange (mange) forskellige outfits  til den lange retssag og hygger mig egentlig med det. Altså, jeg har sagt det før jeg siger det igen: Jeg er ligeglad med hvem det er som sidder på anklagebænken – det vigtigste er blot at tingene kommer frem.

Jeg skal sætte det meste af næste uge til at finde en balancegang mellem mit eget fuldtidsarbejde og mine mange møder med vores kære medlemmer på kontoret. Det bliver en knack – men jeg elsker det jeg laver og brænder ihærdigt for det, mon ikke jeg kan finde en balancegang.  Tak fordi i deler jeres oplevelser med mig – og læs spændt med når foreningen begynder at introducere de sager vi har.

Jeg skal nok være bedre til at holde jer opdateret på bloggen.

Tak for alt den støtte i har givet, det betyder rigtig meget <3

Til next time

Alarié