Loose lips sink ships (meticulous) #3

"Jeg har aldrig arbejdet så hårdt som jeg har gjort nu i mit liv" - Dette er efterhånden en sætning som i har hørt en del af. Der er gået en uge siden sidste indslag, og der er sket voldsomt meget. Jeg befinder mig endelig på et stadie i mit liv, hvor tingene for første gang går i den retning jeg ønsker. Det føltes helt surreal og mærkeligt, at mærke så meget medvind efter så lang tid hvor jeg har været alene om det hele. Det hårde arbejde, jeg har lagt i mine projekter, betaler sig alle sammen, og skæbnen har lignet det op således, at alle tingene sker på samme tid.

Der har været mange ting, som jeg har prøvet at skrive mellem linjerne de sidste par måneder. Nogle af tingene sagde jeg endda ordret.

Det er dag 16 på året, og allerede nu kan de dramatiske hændelser beskrives med ikke mindre end 20.000 ord for dette års begivenheder alene. For at gøre det mere overskueligt bliver vi nødt til at dele det op.

Sidste års blog: Jeg skrev det måneder inden vi blev Voldemortede, at intentionen var at sørge for at nedskrive min sandhed og vente på at modparten bestemte hvilken retning denne sag skulle gå i. Og dette må man da sandelig sige, at det blev gjort. Den positive overraskelse (for os på platformen) var at dette åbnede dørene for at sagen endelig blev taget imod. Efter et års håbløst forsøg på kommunikation med de forskellige ledelser, tøes der endelig til forhandlingerne og det at finde en løsning. Kan i huske mit sidste indlæg? Nummer 42 med det famøse billede af Bush til slut? Jeg mener alt hvad jeg skriver. Kan i huske, da bloggen forsvandt i et par måneder hen over sommeren? Og den voldsomme reaktion mine indlæg skabte da vi vendte tilbage? Meget større, meget bedre og med langt mere indhold? Jeg har sagt det før, mit kaotiske børnehjemsliv har udmundet sig i at jeg den dag i dag er tryghedsnarkoman og virkelig værdsætter rutiner. I kan forvente samme tilgang til mine skriverier i år- fuld af overraskelser og med min smålighed (og higen for retfærdighed) som en understøttende faktor.

I love myself a good story, og jeg er stolt af mine litterære bidrag til menneskerne. Men enhver politisk kampagne kræver at man præsenterer produkterne på respektabel vis - og jeg indså at vi sammen havde skrevet en bog. 70.000 ord og en hel roman på 350 sider. Det er bare for mine blog -indlæg alene - og hvis de kan skabe sådan en stuuuuur (kitty cat voice) og ramme 140.000 læste indlæg på ca et halvt år? Mulighederne er endless - ydermere skal jeg tage kontrollen over projektet tilbage en smule, da det er stukket lidt af. Over de sidste to uger siden indlæggenes afslutning har i præsenteret mig for adskillige links til bloggen online...Jeg har fået mig en stalker, fordi...ugh hvordan siger jeg det på dansk det her. Det ved jeg ikke så..fuck det. Those people are Meticulous and thorough, der er i hvert fald fremmede parter som har lagt noget af en indsats i at fremstille hele sidste års indlæg finurligt samlet i en fesen fil som florerer.

Jeg vil citere noget af Cartmans sætning fra South park "Screw you guys, but im not going home".

Jeg havde ikke regnet med dette move! Touché, truely. Der skal ellers en del til at imponere mig for tiden.

Til slut åbnede det move dørene for, at der endelig lyttes til sagerne, vidnerne og erklæringerne. Ydermere stille det mig i en beskyttet situation, i forhold til mit arbejde og min jobsituation. Tænk, at man skal få det lovet at de ikke må fyrre en grundet en blog (som udsprang af krænkelser jeg ikke ønskede). Men altså, det var det træk som disse døre åbnede for. Dette er jeg taknemmelig for, my god hvor har det nemlig været udmattende at blive slynget rundt mellem arbejdespladser i Regionen.

I deserve that peace! Dette er et sarkastisk indspark til de tiltag, som visse "anonyme" parter har taget, for at prøve at påvirke mit arbejde.

Hvem bestemmer hvad der skal ske med fortidens indlæg? Det gør JEG. (og mine søde PR) Lige nu er bloggen på standby fordi det ganske vist er op til de nuværende "forhandlinger" (Og vi står stærkt med vores vidner) at afgøre hvad der skal ske med "Bog nummer fem". I ved jeg elsker at citere mig selv kære læsere men kan i huske det?

"Bloggen er også et produkt, og bog nummer fem er vi ved at skrive sammen. I er med til at skrive historie, kære læsere". Der er altid en grund til a round of Spruecing up. Hvorfor bloggen gøres fin all the sudden? Youll find out when the time is right. For nu bedes i (venligst) videresende eventuelle ulovlige og frække links af min tidligere blog til de rette parter, så vi får stoppet det her vanvid. Udover forhandlingerne er der forhandlingerne omkring de reelle rettigheder i forhold til min historie. Der er mange årsager til, at lægge bloggen op til højeste byder og ikke displaye den så åbent lige nu. Jeg sagde det jo, det handler om at få det bedste ud af smerten. Its quite a forté you know? Det der med at mestre smerte. Et jeg efterhånden er blevet ekspert i.

Men, ts ts, det hele skal nok gå. I know, loose lips sink ships, og jeg er enig. Det er dejligt at der endelig tages stilling til disse sager. Just right there, hanging on a tree until i get bored. (or treated right for once). Se på det sådan her, Organisationen er ligeglade med min sag, indtil den rammer en retssal, men de er ikke ligeglade med at jeg vælger måske at lukke de her sexede læber omkring de sager i nåede at læse om (med andre læger) og hele det store billede samlet. Se, den knogle. Den kan jeg godt arbejde med for at drage nytte af det som de smider på bordet af ting til overvejelse.

Altså, nu har folk snakket længe om disse slags sager...Og det eneste som manglede var et slags firma, i ved, sådan et magisk slags firma som desværre ikke fandtes på det tidspunkt som de kunne gå til. Hot dang, vi må krydse fingre for, at ofrene nåede at læse mine indlæg og sprede dem blandt hinanden så de ved præcis hvem de skal gå til.

Lige om lidt køber jeg en Mustang uden tag, og smækker Rick Ross på igen.

Det er noget af en kaliber at forhandle med efterhånden, den gamle platform.

Good old Lassie. Ej, undskyld. Jeg skal nok stoppe nu.

Ikke så meget Sass, i get it. Og ydermere, husk nu, at forhindre mig i at sige de (mange) parters navne , kræver det sin helt egen pris (get that paper goin´) Hvad skal denne velsignelse fokusere på? Bare rolig ikke noget regionerne behøver at decideret frygte. Det er bare mine hygge cutsie projekter som forskningen (OLIVIA) og min NGO - og måske kan jeg cracke en enkelt PR kampagne ind omkring en række romaner en gang årligt, hvor jeg (på fiktivt vis, tihi ) nedskriver traumer inspireret af mit eget liv i form af romaner, mens andre mennesker som tidligere er blevet krænkede redegør for deres egne oplevelser med andre parter i måske eller måske ikke nåede at læse om. (Jeg skrev om mange krænkelser?)

These lips are sealed, pinky promise.

Jeg havde en lækker tur ude, ydermere valgte vi af strategiske årsager at finpudse bloggen og brugte hele 2 dage direkte efter min Bachelor på at rejse, interviewe og rette. Jeg har været voldsomt stresset her på det sidste. Kampen for mine jobs og for at præsentere OLIVIA for første gang har været så overvældende. Jesus kid, hvorfor skulle jeg også gå hen og decideret opfinde noget? Kunne jeg ikke are have gjort det som alle andre har gjort?

Apparently not - men all Is well. Jeg fik 7 for min opgave, og denne besked kickstartede en tudetur og et breakdown, fordi jeg virkelig havde forberedt mig på minimum et ti tal. Men det kunne mærkes, at jeg havde ladet sidste års skavanker (ill be a good girl in the future i promise) påvirke mig.

Jeg glemmer tit at spise, og arbejder for meget - for længe. Jeg har tabt mig lidt over 7 kg og nu skrevet fire bøger + sidste års platform og opstartet et firma der vil noget.

Det er intenst, OLIVIA a side.

And what about my own broken heart?

Efter nøje samarbejde og en fin håndtering af sagen (Agens 007, my girl) blev jeg vejledt og rådgivet til, hvordan jeg kunne melde mine egne krænkelser, så det har jeg gjort. Der blev også bearbejdet nogle traumer i led af den process.

Så har der været arbejdet med advokater, PR og the usual Sjabang, som i kender til. Jeg fokuserer meget på at have styr på formaliaen og lovgivningen inden opstart af min NGO - ydermere forbereder jeg mig på at komme hjem igen og kickstarte en PR- kampagne som jeg har udskudt grundet de (vidunderlige) tiltag som endelig er blevet taget. Men det er ikke en lille rejse jeg skal på, og det kræver tid og tålmodighed jeg ikke besidder endnu. Jeg har fået besked på at lay low omkring dette and its just killing me. Jeg er ligesom Joey i venner i forhold til hemmeligheder, really bad at it.

Og når jeg vender hjem igen? Så er der samarbejdet med adskillige redaktører og grafikere som skal bindes sammen (løse ender) inden i kan begynde at købe bog (nummer to i serien). Det første bind omhandler kun mit eget liv, og det var de første 100 som blev solgt til bekendte, fortællingerne minus rovdyr og kun omhandlende mit eget liv inden min tid som Sygeplejerske (nu kan jeg sige sætningen SYGEPLEJERSKE, nibble on it ).

Planerne næste år i forhold til mit arbejde? Fortsætte med at tage speciale også efter de to års arbejdes erfaring? Direkte ud med enten læger uden grænser eller det danske forsvar. I mellemtiden vil jeg prøve at få implementeret OLIVIA, men det er svært, fordi hun skal gerne hænge sammen med en fremtidig kandidat, også senere en Phd. Det er forskningsforsøg som vil kræve hele år af mit liv at tilrettelægge - hashtag dør.

Men altså, hvis der er nogle som kan, så er det jeg.

Jeg skal bare huske at passe godt på mig selv i mellemtiden, så i år lavede jeg et løfte til mig selv.

I år skal jeg være livsnyder! Jeg har fandme kæmpet hårdt i år - både for at blive hørt, men aller værst for alle de emotionelle traumer de tabte venskaber undervejs med vidne arbejdet ledte til. Det værste var kampen med min dysleksi. Jeg taler fem sprog, men jeg er så talblind OG ordblind as can BE. Det er svært at vokse op som flygtning, ydermere med en daddy i militæret, medførte det obligatoriske army brat life at jeg lærte at tale nye sprog hele tiden, og bibeholdt mig kort diverse steder. Jeg er god til at lære at huske, og snakke (duh), og ironisk nok , til trods for at jeg er forfatter er det op af bakke med skrivningen. - Så det kræver en massiv (!) indsats at skrive en hel bachelor alene (ingen skal tage credit for min skala udover undertegnede, lol) og rette og skrive (4) bøger, især når de omhandler ens egne traumer. Det er her hvor min ADHD og min systematiske træning af min hjerne er den største fordel. Jeg mærker hverken behovet for søvn eller for mad som andre - Og det har jeg aldrig gjort. Alle som nogensinde har mødt mig, ved hvilken naturlig energibombe jeg er. Det tog mig flere år at lære at træne min hjerne, decideret træne den på systematisk vis. Disse oplevelser lægger grundlaget for deres helt egen forskning en dag, min hjerne er magisk. I shit you not, jeg er bare super ordblind. Det er ikke bevidst at jeg misser tydelige ting, men altså, når produkterne er færdige så hyrer jeg de rette parter til at rette dem. All is well, men jeg er en spøjs type at falde over. Og altså, jeg havde heller ikke regnet med at mine indlæg ville resultere i så meget hype og deling uden min samtygge. Men altså, fuck det. Mit fokus er ikke på bekymringer, men på det at nyde livet for tiden.

Så, kaffe bønnerne er specielt bestilte, maskinen er ny og klar hver morgen, rødvinen jeg elsker har jeg bestilt et par kasser af, den lysserøde champange er gemt bagerst i køleskabet og jeg har sørget for at mine dage er prægede af lækre traditioner. Iskaffe hver morgen, en lydbog i baggrunden på vej på arbejde og de små ting i hverdagen som kan bidrage til livskvalitet.

Ting som tid til at lave lækker mad, tid til at træne, tid til at renovere de projekter i lejligheden jeg har udskudt, tid til at rejse og dase på en strand og tid til at ligge en hel dag i sengen med kæresten.

Det er først nu, at disse ting er en realitet efter et års intensivt arbejde, fire bøger, en NGO og en bachelor grad senere. Der skal installeres spejle inde på soveværelset og investeres i en ny bil. Der skal ske nogle ting. Jeg kan rent faktisk slappe af i år, og modparternes (plural) fesne og hvæsende forsøg på at påvirke mit arbejde eller anmelde mig til STPS har alle sammen været forgæves forsøg - alle de lukkede døre - alle de mennesker som bevidst har prøvet at gøre mig træt og håbe at jeg mistede min energi. Det gjorde mig ikke træt nok, kan jeg så sige, fordi døren svinger direkte tilbage. And this time, it wont be pretty, just petty. (Til trods for alle de lækre billeder på bloggen, lmao)

Fuck janteloven

Følg med i det hele snart, men vend jer til at der kan gå tid mellem indlæg. Produkterne skal skabes, rejserne skal "overståes" samt skal jeg nyde et-fucking-hvert sekund i mellemtiden. Jeg vil ikke citere mig selv igen fra tidligere indlæg, men når der er stille, betyder det at de store ting er i opsving. I was never a dumb broad, just...Naive at times. Men det var godt at det distraherede visse modparter længe nok og den underestimation, den ledte os hertil. Jeg håber i glæder jer kære venner, fordi i sand Elle Woods stil får i snart en forsmag af hvad som venter jer.

Det er ikke for at lyde som Paris Hilton

men, that's hot.

Stay Petty, Stay Sassy and oh yeah: World peace (Citat: Gracie Lou Freebush)

Alarié