For all the right reasons #5

Dette indlæg går ud til Amanda, til Sara og ikke mindst til OLIVIA. Alle sammen individer, som på deres måder har spillet en rolle i mit liv.

Hvorfor valgte jeg at læse til Sygeplejerske? For at besvare hvorfor, skal i kende til lidt af min historie, og hvorfor mit ønske altid har været at gøre en forskel.

Sarah

Jeg var lige kommet til danmark som flygtning, jeg var 6 år. I Kurdistan var vi flygtet fra krigen, og jeg havde formået at stifte bekendtskab med døden længe før, at jeg vidste hvad det ville sige at leve. Undervejs havde jeg været nødsaget til at sige farvel til min familie. Tabet af mine kusiner, mine venner og mine familiemedlemmer er noget, som altid vil præge mig. Et eller andet sted.

Jeg havde været dygtig i skolen, og sprang et par klasser over som ung. Jeg begyndte allerede at gå i skole som 5 -årig, hvor jeg fik undervisning med 8 -årige. Jeg var glad for skolen, og det virkede så tarveligt på det tidspunkt, at blive fjernet fra mine omgivelser. Jeg forstod godt krig, men alligevel ikke.

Min mor havde en veninde, en sød dame, Tamara. Tamara havde en datter på min alder, Sara. Tamara var gift med Peter, som var brandmand. Sara var min bedste veninde, og vi havde playdates hele tiden. Vi var uadskillelige. På et tidspunkt havde vi endda præcis samme hår, og rockede en pagecut begge to.

Jeg vågner en morgen og får besked på, at Tamara er død. Peter har dræbt hende, og Sara er blevet fjernet. Jeg mistede Sara her, og jeg så hende ikke igen før jeg var 20. Jeg gik rundt i mange år og tænkte på hende, søgte hende og endda til tider prøvede som lille at finde hende. Da jeg var 24 mødte jeg hende igen, denne gang på Sigurdsgade hvor vi begge læste til sygeplejerske. Tabet af Sara blev bedre, da jeg fandt hende igen. Jeg kan huske den voldsomme påvirkning det havde, sådan at miste hende som barn.

At miste Sara og prøve at finde hende igen som barn, kickstartede en kærlighed for efterforskning.

Dette er ironisk, skulle man se hvordan min NGO arbejder idag. Skæbnen, den er sgu spøjs!

Amanda

Jeg var 15 år gammel, da jeg mødte hende første gang. Jeg mødte Amanda til en fest, som jeg havde sneget mig ud til. Det var dengang jeg boede på gaden, og dengang at det ikke var en uvandt ting at bruge fritiden på fester med fremmede eksotiske typer. Den fredag skulle vi ikke i byen, i stedet for tog vi til en privatfest i Herlev. Her mødte jeg Amanda. Amanda som med sin Sass kunne overtage ethvert rum, Amanda som elskede at spille musik og hvis bedste ven var det elektroniske keyboard hun havde fået i julegave af hendes forældre. Amanda, som lige havde fået sin første forelskelse .

Hun var skøn og havde den bedste latter i verden. Hendes kække natur havde vanen af at starte med at sige de fleste sætninger med ordene "To ting"...mens hun så blev ved med at snakke. Jeg skrev selv musik på det tidspunkt, - og havde endda på det tidspunkt lige investeret i et (semi rapey) kælder med udstyr så vi kunne indspille vores musik i sammen med Cecilie. Ville og jeg skrev musik sammen og har formået at stifte bekendtskab med et ikon eller to under vores samarbejde med Chief one. Herunder kan det nævnes at vores tidligere band mate Ihan Haydar ligeledes og sneg sig væk fra sine forældre for at spille musik i skjul sammen med os, og skulle senere gå hen og vinde Eurovision x 2 efterfølgende med hendes musik.

Jeg spillede også musik, og mig og Amanda fik hurtigt et bånd.

En fredag var vi til en musik -video indspilning i indre by, og jeg kan tydeligt huske pauserne vi tog hvor vi sneg os ud foran for at ryge cigaretter, og snakke om søde drenge . Idylliske ungdomsoplevelser, mig og mit lyserøde hår og Amanda og hendes sass.

Om lørdagen dagen efter fik jeg et opkald mens jeg sad i toget (Jeg kørte meget i tog som hjemløs).

Amanda var død.

Hendes mor havde fundet hende død i sengen om morgenen. Amanda var sund og rask- aftenen før var de taget forbi børneakutmodtagelsen obs. bihulebetændelse. Hun blev sendt hjem. Hun døde dagen efter.

Jeg er aldrig helt kommet over tabet af Amanda, og enhver gang Carol Cole spiller, nynner jeg med på youve got a friend og mindes alle de gange hun havde sunget den for os.

Amanda kickstartede en interese i det akutte forløb, da jeg mistede min veninde på sådan en vis.

Også var der de tider hvor jeg mistede mine forældre og boede på børnehjem. Her mistede jeg også en del af mit liv, dele som bøgerne må redegøre for. Dette resulterede i et ønske om at hjælpe mennesker. Jeg havde selv været så udsat, og jeg lovede mig selv at jeg ville bruge smerten, smerten ved alle de gange jeg havde vasket mit hår nede i en håndvask som hjemløs som 16 årig inden jeg skulle i skole, og bruge dette på at hjælpe andre mennesker.

Olivia

I løbet af sygeplejestudiet havde jeg privilegiet af at komme i klinik på børneakutmodtagelsen. Her kan jeg huske den indsats som blev lagt i at vurdere børnene for dehydration specifikt. Det var en meget hård periode og jeg havde fuldstændig undervurderet det pædiatriske speciale som helt ny.

I Løbet af min bachelor periode havde jeg privilegiet af at arbejde på en børneakutmodtagelse som timelønnet sygeplejerske -studerende denne gang - og denne gang fik jeg lov til at sidde i Triagen og være med til at tage imod børnene.Der var fokus på problematikken, og det var tydeligt hvordan der blev gjort en indsats for at uddanne personalet . Jeg kan huske hvordan det blev til på de fleste børneafsnit efter OLIVIAS død i 2018. Med henblik på problematikken dehydration var de begyndt at printe diverse flowcharts og vejledninger ud, som lå fremme til personalet. Hele tiden. Det var ikke længere nok med just det kliniske blik, og det der med at have redskaberne til rådighed i systemet (SP).

Vi skulle have dem foran os, så vi huskede alle de nødvendige skridt. Det var her at det gik op for mig, hvor det er vi mangler et produkt og et redskab, som skal understøtte sundhedsfaglige i arbejdet med dehydrerede børn. Et specificeret vurderingsredskab. Vi kommer ind på dette på mere detaljeret vis en anden gang, men det er for at sige, at jeg huskede det. Den der frygt og angst vi blev præsenteret for (grundet travlhed og alertness) i løbet af min første periode på børneakutmodtagelsen som helt ny og grøn i faget - jeg kan huske at jeg inden da havde tænkt at jeg skulle være børnesygeplejerske, men ændrede mening fordi det var så hårdt under klinikken.

I slutningen af min uddannelse, efter jeg havde dygtiggjort mig og følte mig klar, var jeg klar til at face den frygt, og jeg lod min ydmyghed bane vejen. Jeg fik mig et arbejde på børne akutten igen. Denne gang med ønsket om at dygtiggøre mig, og lære om hele dehydrerings/rehydr. processen og problematikkerne herved. Jeg lærte så meget i den periode og sugede ALT til mig som en svamp - denne viden brugte jeg til at skabe OLIVIA skalaen. OLIVIA som jeg skrev min bachelor opgave om. Jeg arbejder også på at udvikle et reelt produkt til Olivia, Oli-Plas, som skal bruges i selve rehydreringsprocessen. Jeg fik en fin karakter for Olivia, og det var rørende at se de kunne se det som et reelt redskab.

Olivias sag kickstartede en interesse i at forske

Også skete sidste år. Sidste år som resulterede i at en sag skulle påvirke mine muligheder på både akutmodtagelsen, vikarkorpset og hjerteafsnittet på hospital 1.

Og da modparten begyndte at arbejde på mit hospital på hospital 2? Så blev jeg også fyret grundet sagen der. Og på Hospital 3? Der fik modpartens afdelingsledelse også påvirket mit arbejde.

Det var fyrringerne fra alle disse steder (som hændte over en periode på 5 måneder – det er voldsomt) som redegjorde for det, at bloggen blev startet. Det kunne ikke være rigtigt, at vi ingen muligheder havde som studerende. Dont ask why it all started.

Her vil jeg gerne bruge mine traumer og eksempler på at udfordre nogle af de love vi har i lovgivningen, som specifikt skal gå hen og beskytte vores sygeplejerske studerende bedre. Det er helt vildt, hvor let det er at benægte dialog og blot kaste de studerende rundt som vi ingen værdi har nogle steder. Vi er også en investering. Husk det.

Så det var 5 afsnit på 3 hospitaler. Og i undrer jer over hvorfor jeg skrev om arbejdes vilkår?

Også kom perioden hvor jeg begyndte at arbejde på hospital 4, for at finde tidligere ofre og erklæringer fra tidligere kollegaer. Vedkommende havde et rygte jo. Jeg fandt de rette mennesker. Jeg fik mine erklæringer.

Jeg gik til ledelsen. Alle led, alle grene i ledelsen. Lige fra TR til afdelings og over sygeplejerske, ingen kunne tage imod nogle af mine udtalelser. Ikke fordi de ikke ville, men fordi de ikke kunne. (læg mærke til mine ordvalg).

Her vil jeg gerne udfordre nogle af de love vi har, som tillader arbejdspladser at ignorere henvendelser som mine. Det sagde sig selv, at fordi jeg havde sagt hans navn for mange gange, så blev jeg fyret, endnu engang med årsager som omhandlede alt andet end min faglighed. Lige præcis som de 5 andre afsnit.

Nå, what the fuck. Ikke?

Så jeg får mig et andet job på samme hospital, denne gang på deres kardiologiske afsnit. De har været glade for mig, og jeg for dem. Jeg holder meget af chefen, ligesom jeg holdt meget af C. (afdelingssygeplejerske) fra akutmodtagelsen , og hun er glad for mig. Fordi modparten formåede at give mig mundkurv på (i stedet for at sagsøge mig ?) tog vedkommende efterfølgende og udnyttede dette træk. Vedkommende fik mig fyret fra mit afsnit der også ved at blot ”sende en anonym e-mail”. Så nu er vi oppe på 7 afsnit på 4 hospitaler. Vedkommende ligner ikke rigtigt et offer længere, vel? Billedet krakelerer herfra og HR tager endelig sagen til sig . Hallelujah, men inden da nåede vedkommende at yde mere skade, inden vi blev tilbudt den ønskede dialog.

Vedkommende havde også taget kontakt til børneakutten (hvor min stilling som studerende allerede var blevet opsagt da jeg stod og skulle til at være autoriseret, og havde lovet mig selv væk til det sidste hospital) og ligeledes får mig ”fyret” derfra – til trods for at jeg ikke arbejder der længere. Men anyways det er for at sige, at var min periode ikke slut, så havde han også fået mig fyret derfra.

Er i klar over hvor mange elskede kollegaer jeg har mistet?

Fodfæstet er heldigvis fundet igen, og forhandlingerne har kickstartet noget. (Blandt andet elementet af sikkerhed på skrift ) Men dette betyder ikke, at det jeg var igennem og min historie skal betyde mindre bare fordi de er ved at rydde op i sagerne nu……… Jeg havde været dygtig og fået mig et arbejde adskillige steder, og har stadig mit job som sygeplejerske når jeg kommer hjem, og det er også indenfor det ønskede speciale. Jeg skal åbenbart være forsigtig med, at poste billeder af hvor jeg arbejder, siden det udnyttes på den måde. Alle mine kollegaer og mine patienter elskede mig på børneakutmodtagelsen hvor OLIVIA blev opfundet. Shame on you.

Så det leder os til hvad, 8 afsnit på 4 hospitaler?

Det er smagløst og tacky til den grad af, at det fortjener intet mindre end en presse meddelelse som vil noget. Alle disse ting er sket uden jeg nogensinde er blevet skænket et enkelt møde – og længe før nogle platforme fandtes! Husk nu at jeg også mistede et arbejde grundet Torsten sagen, men som sagt før, tales for another day. Min presse meddeles skal nok redegøre for den røde tråd. Der er ingen af stederne som har formået at give mig en faglig årsag eller et møde – eller at tage mine fysiske beviser (billeder , optagelser, erklæringer etc) til sig. Ikke et enkelt møde. Ikke før nu.

Hele mit liv, og hele dette år har jeg været "the new girl" diverse steder, alle steder. Dette er efter det slags liv, som jeg har levet. Et liv i en kuffert som flygtning og børnehjemsbarn. Det er voldsomt hårdt, og det er præcis derfor, at jeg gør så meget ud af denne sag her. Jeg fortjenter ikke noget af det, som hænder lige nu og som skete sidste år.

Tyg lidt på den, og spørg jer selv, hvorfor tingene gik som de gik. Hvorfor der pludselig florerer en litterær bombe rundt på nettet hvis skæbne ligger i hænderne på…ja, jeres ledere. (Jeg ved godt at det bliver lidt Joker agtigt nu, men altså, appreciate the element of content. Husk nu jeg er stadig forfatter)

De formåede jo aldrig at beskytte mig.

Den vil jeg efterlade jer med, også vil jeg dedikere mig til arbejdet med min familie, mit speciale, og min kommende kampagne. En kampagne som skal udfordre nogle af de love som tillader sådan en adfærd.

Selvfølgelig skulle jeg gå hen og skabe min egen NGO. Jeg var 18, da jeg begyndte at arbejde sammen med Red barnet OG SOS -børnebyerne. Jeg har altid været dybt investeret i arbejdet med NGOer og lige nu, har jeg mine øjne på The Lotus flower, som jeg gerne i fremtiden vil samarbejde med. Taban Soresh (genocide overlever) er en fantastisk kvinde, og jeg er dybt inspireret af hendes NGO. Sidst jeg henviste til dem, var jeg af del af at Chanel donerede en lille sjat til dem. Jeg elsker, at det lige var Chanel, dette nød et aspekt af min sjæl. Det er sjovt, hvis man kender mig som person.

Nå anyways, jeg ser frem til at mit firma kan være med til at bane vejen for mine projekter og mine videnskabelige bidrag.

For nu, skal i blot læse sandheden:

Ikke et eneste møde

Ikke én eneste faglige årsag

Ikke én skriftlig opsigelse

Ikke én eneste undskyldning

8 afsnit, 4 hospitaler KUN grundet en sag.

3 læger i alt, på under 3 år

Underskrevne erklæringer fra tidligere kollegaer, understøttende korrespondance for adfærd fra andre læger, og vidner på den behandling jeg fik på hans afsnit.

140.000 læste blog indlæg

En hel NGO

….og i spørger mig hvorfor?

Well, for min, for Saras , for Amanda og ikke mindst, for Olivias skyld.

Alarié