Cherry on top #4

Så er det onsdag – det vil sige det er tid til det ugentlige oplæg.

Nogle gange når der er ”fart på sagerne” som der er lige nu og der sker en del, kan det godt være, at jeg i ny og næ poster et indlæg med en update. Men som udgangspunkt, kan I se frem til et nyt indlæg hver onsdag. (ish- det kommer an på hvor travlt jeg har).

Det er langsomt ved at gå op for mig, hvor meget vi nåede sidste år – og ikke mindst, hvor sej jeg har formået at være. Uden at køre træt og stadig mere motiveret end nogen sinde.

Se på det sådan her. De konsekvenser denne sag havde for mit liv udmundede sig i, at jeg blev efterladt med følelsen af at være værdiløs. Jeg fik aldrig lov til at redegøre for de krænkelser jeg oplevede (konsekvensen af dette endte med en politianmeldelse for skødesløshed i offentligt erhverv jeg måtte lave), og jeg blev aldrig tilbudt en eneste samtale af nogle af parterne. Hverken de involverede eller ledelserne. Well, what you give is what you get. Frem for en civil retssag endte polititiet med at håndtere sagen, et faktum jeg er dybt taknemmelig for. Jeg sagde til jer, at en del af bloggens agenda (udover at vise tænder) var at lade det op til modparten at bestemme, hvordan denne sag skulle håndteres.

Så jeg blev efterladt med den følelse. At jeg var intet værd.

Jeg satte mig selv i en vildt udstillende situation engang, for at redegøre for mine andre vidner og min egen oplevelse. Dette var mit sidste desperate forsøg på at stoppe denne her sag i at starte. Det gik galt.

Jeg blev ved med at skrive – faktisk skrev jeg kun hyggelige indlæg, som ikke udstillede nogle i lang tid. Rigtig lang tid.

Lige indtil jeg faldt over en hel ledelse, som ignorerede mine vidner, mine erklæringer og mine oplevelser. Alle lukkede dørene I.

Så i magtesløshed (and heres when Things got a little cazy) så skrev jeg et indlæg om, hver eneste part i denne her sag, som jeg stilte til ansvar. Every single one af de individer som ikke formåede at beskytte , eller lytte til mig på noget tidspunkt. Jeg svorde, at jeg ville lade bloggen forblive oppe. Lige meget hvad indtil jeg blev hørt. Jeg har overholdt mit løfte.

Jeg ville skabe noget langt større med det en dag, og efterlade en gave til danskerne. En forsmag på mine skriverier og en forfatters bidrag til offentligheden, sandheden omkring hvordan disse slags sager håndteres. Det var magtesløshed.

Jeg har sagt hele vejen igennem, at den forbliver oppe indtil jeg bliver hørt. – Og igennem nøje vejledning og støtte af Københavns politi, er jeg blevet rådgivet til at anmelde mine oplevelser. Turns out, det jeg anså som et tegn på hengivenhed, det er en rovdys systematiske adfærd. Et jeg var for dum til at se dengang. Så med det sagt, er der ikke nogen reel grund til at holde bloggen oppe lige nu, hvis jeg gjorde, ville det bare være tarveligt jo. Jeg kan bare ikke redegøre for at i kopierer mine tekster og deler dem internt.

Fudge, altså..Jeg føler mig så latterlig, når jeg tænker tilbage på nogle ting. Som for eksempel den telefon samtale jeg havde med Helle en uge efter min fyring.

” Når han finder ud af, hvordan i virkeligt har behandlet mig og hører sandheden om bogen, Helle; så kommer du også til at finde ud af hvor latterligt det er, at i behandler sagen sådan her”. Hendes svar var hånende og hun svarede med et grin ”Nå, gør han det?”.

Cudos Helle, denne her går til dig. Du havde ret alligevel.

Turns out, min nativitet havde blindet mig, der var aldrig blevet sagt en brøkdel af sandheden eller taget ansvar for noget.

Undervejs i hele denne periode begynder jeg at dække mange historier.

Vigtigst af alt så begynder jeg at skabe en rød tråd mellem de her krænkelses -sager – og måden de alle sammen er blevet kylet under tæppet på. Torstens ofre gik til ledelsen, den pågældende læge som blev anholdt i November, han havde også fået en del bekymringshenvendelser. Også er der denne er sag med politianmeldelser jeg laver og vidner jeg finder – for at der sker hvad? Ingenting ,- eller, den ene er død, den anden er i fængsel af de to andre læger, min sag ignoreres blot ligesom deres blev i starten. Pointen er, at det gik galt med begge læger før der blev grebet ind. Jeg blev fyret fra adskillige steder, og siden da har modparten på systematisk vis selv henvendt sig til mine arbejdsgivere i håb om at skabe mere ravage i mit liv. Det var ikke nok at agere krænkende og få mig fyret for at skrive en tekst som redegjorde for det. Det var ikke nok med den skade som allerede var sket, og frem for blot at sagsøge mig? Så blev der truffet valg som ledte os her til – her hvor vi endelig tilbydes en (forhåbentlig fornuftig) dialog. Det er forkasteligt, at de prøvede (! prøver, er ikke lykkeds) at påvirke mit afsnit hvor mine kollegaer og ledere holder af mig og mine patienter som hårdt har brug for mig.

Det er ulækkert, hvordan krænkeren er den som skriger offer, mens jeg kan huske hvordan det fuldstændig tog pusten fra mig, hver gang han efterlod rummet med en kærlig berøring og måden jeg altid frøs lidt på, og overvejede hvad jeg mon skulle lægge i det. Den kærlige berøring som fik MIG fyret fordi jeg bad om et møde hvor jeg kunne redegøre for det. Jeg var studerende, for helvede. Ja, der var en del af mig som ikke kunne gøre for at føle mig smigret, men der skete aldrig noget, og der var aldrig tale om nogen affære. Blot mig som tog det for affektion og ikke sagde fra. Jeg sagde aldrig decideret nej.

Også skiftede det altid. Den ene dag sød, den næste sur og anonym. Jeg vidste aldrig helt, hvor vedkommendes intentioner lå og fordi han altid var sød, og aldrig grov, føltes det aldrig som et overgreb. Jeg havde aldrig klaget over dette – jeg klagede specifikt over, at han ikke tog sit ansvar, og lod mig blive fyret for handlinger, som han havde en part i at tage ansvar for. I mine øjne, fordi jeg ikke havde sagt nej, så tog jeg mit ansvar. Dette er til trods for, at jeg havde bedt om et møde for at redegøre for krænkelserne.

Det er ganske grotekst, hvordan ofre behandles (sundhedsfaglige!) i disse slags krænkelsessager, hvordan vi fyres og får mundkurv på og efterlades magtesløse. Jeg er langt fra den eneste.

Altså denne her sassy sjæleløse person i møder nu, er et produkt af de her traumer og den svigt jeg oplevede fra mine ledere og mine arbejdsgivere. I acted out for a while – og jeg finder stadig mine gamle instagram videoer hylende morsomme. Men jeg havde et budskab – og den fik jer til tasterne og fik arbejdet gjort. Den ledte os her til, hvor vi har noget af et produkt at forhandle med, længe inden nogle bøger er udgivet. Det var en sygeplejerske studerende i krise, efterladt i magtesløshed.

Lad mig sige det sådan her:

Der skal noget til, for at man begynder at skabe revolutionerende NGOer som får regionerne til at tygge på is og skrive over 500.000 ord på under et år. Der skal noget af et drive til for at opfinde handlingsalgoritmer, og skabe reelle produkter som kan bruges af os sundhedsfaglige.

Der skal noget til, før man får det slags blod på tanden som menneske.

For jeg var det den uværdighed, og den umenneskelige måde jeg blev behandlet på. Jeg gik til alle ledelser, på begge hospitaler. Alle. Hvert eneste led i disse ledelser gik jeg til.

Ingen skænkede mig et møde.

Denne her følelse af uværdighed, som denne sag ledte til, fik mig til at opdage nye sider af mig selv, jeg ikke havde drømt om fandtes. Mange gode, andre som skræmmer selv jeg at opleve, nye sider. Den følelse jeg blev efterladt med udmundede sig i, at jeg besluttede mig for, at jeg herfra ville være fan-fucking-tastisk til det jeg laver, og skabe vilde produkter som en dag kan være med til at ændre verden.

Vi er allerede godt på vej. For modparten og den undskyldning han aldrig gav endte sagen i at en række menneskers karakter (og valg) blev fremlagt for offentligheden, at mine tekster er i hænderne hos fremmede på nettet. At 140.000 mennesker læste min sag, at sagen er politianmeldt for en række anklager, samt at jeg nu rent karrieremæssigt er sikret i forhold til den ballade sidste års indlæg udmundede i. Gud ja, og vi må ikke glemme, min NGO. The cherry on top? Den ”velsignelse” jeg skrev om i mit tidligere indlæg fra i går, den havde jeg ikke regnet med så hurtigt. Turns out, skaber du nok sammenligninghed og er der en rød tråd som du kan påpege, så begynder folk også at få travlt med at prøve at bidrage til din sag, frem for at modkæmpe den. Så mine indlæg er (for nu) fjernede, indtil der er styr på en række formaliteter og forhandlinger. Det ironiske aspekt i sagen er, at der lige PT er to parter som er i spil, den ene har budt, den anden afventer jeg svar fra.

Det vigtigste lige nu for jeg efter et mega intenst år, er det er at slappe af. Jeg kan mærke den fysiske last det har haft på min krop, og jeg har valgt at fokusere på at nyde tingene i lidt tid inden shitstormen starter. Nu er der ro på fundamenterne, med henblik på arbejde og lovlige formaliteter – nu er det tid til at unwinde og rejse, spise, elske og slappe af.

Jeg poster et indlæg i næste uge omkring, hvordan jeg skaber plads til de små ting i hverdagen, og hvordan min tid bliver prioteret her for tiden. Hvad betyder forhandlingerne for Pressemeddelelsen? At jeg har givet visse parter 30 dage til at forholde sig til et svar – og give mig det jeg ønsker. Dette vil ske inden min fødselsdag, og jeg kommer ikke til at udsende en presse meddeles i slutningen af en måned i den uge. Så beslutningen jeg traf hænger så symbolsk og på smuk vis sammen med hændelsen sidste år d. 8 marts, hvor en vis Marmorfortællinger (O.G version ) blev afleveret til en bjørn som slikkede sol på en vis marmorbænk på kvindernes internationale kampdag.

D. 8 marts kan i forvente at der sker noget, I ved jeg elsker mine symbolske gestus, og denne her, den sidder lige i skabet.

Alarié

Ps. Følg med på Instagram og Twitter for skøre Updates omkring min hverdag.