A series of unfortunate events #15

Kære Læsere.

Tak for den enorme støtte her for tiden - jeg kan slet ikke følge med og svare på alle jeres søde e-mails. Jeg lover jer, at jeg kommer til at svare på alle e-mails, selv hvis der går noget tid.

Jeg vil opfordre jer til at GEMME jeres historier og jeres sager og ikke dele dem med mig indtil firmaet er lanceret. Der er blevet hyrret dygtige mennesker som skal hjælpe mig med at lancere her slut på året, og når dette er hændt, vil firmaet varetage jeres sager - og jeres interesse . Jeg er så stolt af hvor vi er nået til - ydermere følger firmaet samfundets udvikling i forhold til de slags sager , og det bedste af det hele? Vi skaber reelle forandringer og omrokeringer, og er et sted som ikke nøjes med økonomiske erstatninger for dine traumer.

Jeg er ved at falde godt ind i rollen som ny sygeplejerske, og har haft en rigtig givende start på mit nye job som sygeplejerske. (ja, jeg arbejder på et offentligt hospital lmao). Det er svært og noget helt nyt det der med at arbejde sådan her. Ja okay, jeg har flere år som vikar og sygeplejerske studerende som jeg kan trække på, men det er på ingen måder det samme.

Dengang jeg var vikar der håndterede jeg alt selv af det praktiske (minus medicinering og dokumentation) men det var mig som scorede (EWS) patienterne, mobiliserede dem og vurdede dem når de spiste.

Nu, nu som sygeplejerske er det noget helt andet.

Det er mine søde kollegaer af hjælpere og andre dygtige mennesker som skal føre og vurdere den del af arbejdet. Jeg har ansvaret for medicineringen, dagens dagorden og dokumentationen. I bund og grund er det min opgave at holde patienterne i live mens lægen er væk, samt få alt det praktiske til at hænge sammen på afsnittet.

Jeg spurgte min afdelings sygeplejerske på min anden dag. "S., hvad gør du for at kunne slippe den der kontrol som ny? Før i tiden har jeg jo gjort alt selv, og nu skal jeg stole på andres kliniske blik?".

Det er een af de ting som man som ny sygeplejerske langsomt skal arbejde med og lære at give slip på kontrollen. Det er slet ikke sjovt at stå med ansvaret kun, og minimere min tid med patienterne fordi tiden bruges på (de ti tusind vurderingsskemaer) og bag computeren.

På de dage hvor vi har travlt (på vores afsnit med ca. 40 sengepladser) er det rent overlevelse, so to say.

På de slags dage hvor jeg står med 12-15 patienter alene, så er det begrænset hvor meget fokus der kan være på selve patienterne.

Hvis jeg står med 12 patienter alene så prioterer jeg kun medicinen, dialogen med lægen (planen) og dokumentationen. Så kommer jeg til at være den tarvelige sygeplejerske som kun stikker hovedet ind på din stue i starten af min vagt da jeg er nødsaget til at kigge på dig en enkelt gang (et hurtigt klinisk blik), også ser du mig faktisk ikke resten af vagten. Mine søde kollegaer (ufaglærte eller sosu assistenter) ser patienterne oftere end jeg på de travle dage. Dette move kalder vi på afdelingen for "Brændslukkeri".

Dette må også skabe et usikkert fundament og rode ved den tillid, som patienten gerne skal have til sin sygeplejerske.

Hvordan skal du kunne stole på mig og føle dig tryg, hvis jeg knap har tid til at kigge dig i øjnene. Ouch, what a spiritual burn. Det er præcis de slags scenarier som udmunder sig i utilfredse patienter og utrygge patientforløb.

Scenarier som dette er specifikt årsagen til hvorfor mit firma er et tiltrængt et af slagsen - Vi er på et kritisk punkt i forhold til manglen af medarbejdere, og det er tid til at regionerne ændrer strategi og fokuserer på at beholde deres medarbejdere, frem for at behandle sundhedsfaglige som de er ingenting og ganske lette at smide væk.

Det er præcis DEN adfærd og tilgang som har sørget for at vi er her i dag. Der er simpelthen blevet kastet så meget rundt med sundhedsfaglige, at vi nu er der i dag, hvor der ganske vist ikke længere er nok af os. Jeg er så stolt af, at mit firma vil bidrage til denne problematik og være med til at ændre kursen i fremtiden.

Faktisk, let me refrase. Vi glæder os til at SÆTTE kursen.

På den anden side, bliver jeg nødt til at redegøre for, at jeg virkelig er begyndt at nyde at skrive mine indlæg igen. Sidste år var så smertefuldt, og jeg nød ikke at skrive mine indlæg. Det var ikke kun mit valg og jeg blev nødt til at gøre sådan som jeg gjorde. Det handlede blot om at få lov til at fortælle min historie, een gang for alle. Det handlede om at rive et plaster af, og gennemføre en iværksat plan, som een gang for alle skulle håndtere det som skulle håndteres.

Det har aldrig været mit ønske at det skulle nå hertil. Jeg havde ikke et andet valg, jeg kunne umuligt lade det slippe at en mand som jeg havde anset som krænkende, at han skulle være årsagen til jeg mistede fem jobs og blev sat på en ulovlig intern sort liste på hans hospital. Og fordi hvad? fordi hans ledelse engang fandt ud af at jeg have skrevet den tekst, for at regøre for mine krænkelser.

Det faktum at hans ledelse nægtede at tage imod mine vidneerklæringer(med de grove beskyldninger) udmundede sig i en whistleblowersag og en hel nation som snart kan møde de forkastlige typer som har insisteret på at gøre sig til en del af min historie og min sag.

Da modparten prøvede at give mig mundkurv på? Der blev jeg ved, fordi jeg ved at jeg har en ordning som beskytter mig 100% mod alle slags repressalier, inkl. dem fra regionerne. -Også handlede det om at det er spørgsmål om national sikkerhed, når ledelser afviser de slags anklager.

Hele denne sag er ...a series of unfortunate events.

havde Poo Poo skænket mig en enkelt samtale, havde der aldrig været en sag. Havde hans ledelse skænket mig et enkelt møde, havde der aldrig været nogen sag. For katten da.

Uden denne sag ville der hverken være en platform, eller en hel NGO.

Maybe this was fate?

Har i ikke fattet det endnu? Regionener vil gøre alt for at undgå disse slags shitstorme - og de har prøvet i et helt år på at stillegøre mig, sanktionere mig og skille sig af med mig. Da det ikke virkede og de ved at forhandlinger med økonomiske plastre ikke virker, så er rygtet NU at de så småt er begyndt at undersøge hvordan de "eller skal slinge sig ud af den" and i gotta tell ya, im havin a blast. Jeg tror ikke Poo får lov til at beholde den advokat hospitalet har stillet ham til rådighed meget længere. <3

J´adore

Alarié