CARD BLANCHE & RAISON D’ÊTRE #35

Jeg var studerende på en akutmodtagelse. Det var under en længere klinisk periode i slutningen af min uddannelse. Han var god til at kræve min opmærksomhed, ham lægen som er tilknyttet min krænkelsessag.  Jeg vil redegøre for det på denne vis: denne opmærksomhed var uønsket fra min part af, og alle samtaler og encounters som vi måtte have haft var på hans initiativ. Han udnyttede det, det der med at han var læge og jeg kun var sygeplejerskestuderende. Jeg kan stadig huske den ængstelige følelse hver gang han trak mig til siden til en ”samtale”, som aldrig rigtig var en samtale uden at det var mit ønske. Alle de gange jeg tænkte om det havde været fordi jeg havde glemt at tage en dyrkning eller en blodprøve, og undrede mig over hvad det faglige grundlag var for hans initiativrige måde at være på. Han var god til det der med at hive mig til siden, og have samtaler med mig hvor han satte ord på sin bekymring for mig. ”Har du haft det godt, Lillyeana?…”, sagde han engang sødt idet han havde påtvunget sig ind på min personlige plads og fulgt efter mig op til vandautomaten hvor jeg stod alene. Han ventede altid på at jeg tilfældigvis stod eller sad alene inden han creppede up og tog min tid.  ”Jeg lever, gør jeg ikke” kan jeg huske jeg svarede ham koldt og gik den anden vej.

Jeg var træt af det. Træt af at mine kollegaer konsekvent så hvordan denne læge opsøgte min opmærksomhed og trak mig til siden når end han ønskede at ”snakke”. Jeg var træt af at alle på afsnittet så mig som hende den dumme som måtte have en affære med én af lægerne- fordi det havde rygterne efterhånden udmundet sig i. Værst var det når det var afsnittets nøglefigurer som offentligt og højlydt udstillede mig foran alle. ” Ved du at ham lægen du har en affære med er gift og har børn” havde Mia Malina engang sagt højt i et åbent rum og efterlod alle omkring hende sådan lidt forbavsede.  Der var mange kollegaer som vendte hovedet og lavede en mine. Det var grotest, sådan at blive udstillet af det som var en nøglefigur på det afsnit.

Det var stadig ikke det værste. Det værste var da jeg gik til min leder, min kliniske vejleder og adskillige andre nøglefigurer på afsnittet og italesatte min tristhed over at sådan et rygte så ud til at sværme rundt på afsnittet. Jeg havde aldrig gjort den mandlige læge noget, jeg havde aldrig været den som havde søgt hans opmærksomhed. Til gengæld så han ud til at få et kick ud af at bidrage til hans hverdag med lidt spice ved at have sin ting med jeg. Ting jeg ikke ønskede og som jeg ikke kunne sige bort overfor.  Min ledelse negligerede min henvendelse, og bad mig om at ignorere rygterne og ikke ”være så venlig overfor ham lægen specifikt”. Jeg kan stadig huske det da lederen, Helle kiggede på mig skeptisk og spurgte om han havde inviteret mig ud.

Jeg og han var utrolig frustreret over at alle mulige lowlives uden egentligt indhold i livet skulle gå rundt på vores afsnit og sige så tarvelige ting om det som i starten var en uskyldig relation. Indtil han overskrid mine grænser (som mine vidner i retssagen vil redegøre for. Han havde aldrig haft nogen årsag til at se negativt på jeg baseret på mine faktiske handlinger, da det han egentligt var frustreret over var alle de ting folk på afdelingen (som mobbede mig i groveste grad) sagde om mig, som ikke var sande.

Alligevel blev han ved med at opsøge min kontakt og lod hans egen mavefornemmelse omkring jeg trodse alle de negative ting hans kollegaer sagde om mig. De sagde de vildeste ting om mig – og imens havde jeg travlt med at gemme mig i kosteskabe når end han gik forbi på afdelingen fordi jeg ikke ville være i nærheden af ham og udsætte mig selv.

Alle disse ting er old news.

Måden jeg italesatte min kritik på efter min ledelse Down right negligerede mine klager omkring denne mand og hans adfærd på arbejde omkring mig? Jeg skrev en tekst. Faktisk blev jeg opfordret til det af endnu en nøglefigur på afsnittet, en sygeplejerske som jeg troede var min veninde. En veninde som var gravid på daværende tidspunkt. Fie, jeg glemmer aldrig de lakridser jeg havde med til din morgenkvalme og alle de covid patienter jeg tog for dig fordi du var udsat.

Hun vidste at jeg var forfatter og skrev til hverdag. Hun bad mig om at italesætte mine følelser og aflevere kritikken til ham. Så det gjorde jeg. Eller jeg gjorde halvdelen af det. Jeg italesatte min erfaring og de tarvelige oplevelser med ham, og inden jeg afleverede det til ham, så fik hun en kopi så hun kunne læse det og give feedback. Hun var jo min veninde og betroede kollega. En uddannet og autoriseret sygeplejerske med snart to børn. Hvordan kunne det gå galt?

Ledelsen fyrede mig dagen efter (efter at have taget min telefon til et møde og kigget den hele igennem med ”tvang” for at læse mine samtaler med folk) fordi de havde fundet en kopi af min tekst. Den tekst som kun Fie havde.

Min korrespondance med hende hvor hun lyver omkring at den står ”på hendes køkkenbord” er down right skræmmende, fordi den viser hvordan voksne individer med ansvar for studerende og vores uddannelse misbruger og manipulerer for at skabe splid. Det var skræmmende. I flere måneder efter jeg blev fyret fastholder hun sin løgne.

Det er ikke før jeg læser politi rapporten igennem for deres afhøringer at jeg ser at Helle har sagt at Fie afleverede min bog til ledelsen og løj om det – endnu videre siger hun specifikt (og jeg glemmer aldrig den sætning) ”Lillyeana fandt de svage medarbejdere på afdelingen som var hendes venner ”…Her disser hun sine egne medarbejdere i groveste forstand. Især fordi jeg kan bevise at alle på det afsnit var mine venner. For hvert eneste individ jeg har haft nogen fysisk kontakt med kan jeg redegøre for venlige og venskabelige social korrespondance på skrift med dem alle helt indtil dagen inden mødet med ledelsen. Er alle dine medarbejdere svage, Helle?

Fordi de her ting kommer alle sammen frem i retten. Jeg vil bevise hvordan de ting de siger omkring mig for at sætte mig i dårligt lys alle sammen er usande fordi de er bange for det som sagen egentlig handler om: Den grove negligering fra deres ende som afdeling og ledelse ved at ignorere lægens krænkelser og adfærd overfor mig.

En spændende serie bøger vil redegøre for hvordan jeg begyndte at arbejde på min krænkers tidligere afsnit, og fandt adskillige andre vidner som kan redegøre for hans grove negligering som læge. Dem kommer i også til at møde under min retssag. (ud af 1, glem ikke at jeg sagsøger ham civilt næste år også <3 ).  Jeg gik til HR afdelingen, og denne gang kom vi som en gruppe, kun for at de lukkede dørene i og ikke ville høre om vores oplevelser med manden. Altså et af sygeplejerskerne beskyldte ham for systematisk vis at misbruge unge patienter .-Sådanne anliggender kan man som arbejdsplads ikke nægte at ignorere.  Der er adskillige andre læger som er blevet anholdt for dette de sidste to år, og deres sager startede alle som denne med bekymringer fra medarbejdere som blev negligeret.

Min elskede leder (som i også kommer til at møde under retssagen) vil redegøre for hvordan hun blev nægtet det at åbne dørene for mig og henviste mig til at gå til den nationale whistleblower ordning.

Min sag er ikke en chikane sag fordi jeg har skrevet hans navn på nettet.  Denne sag handler om grov negligering hos en ledelse og en krænker som har gjort det før som de beskytter. Imens jeg betaler for mine egne advokater, har regionhovedstaden hele vejen igennem finansieret min krænker, som i øvrigt har gjort det her før. Så det at jeg italesatte mine krænkelser på nettet var helt specifikt fordi whistleblower ordningen  gav mig lov til det. De gav mig en slags ”Card blanche”. Lidt ligesom når ens mor eller far giver dig lov til at slå tilbage på den som mobber sig i skolen uden at du skal høre for det senere.

Faktisk er der rigtig mange læger (senest hans egen kollega fra Hillerød som blev anholdt for at misbruge sine to yngre døtre) som enten har begået selvmord eller som sidder i fængsel inden for de sidste 3 år specifikt grundet krænkelsessager. Jeg tror vi er oppe på 7 nu? For helvede…..Og alle sagerne startede som min. Det er ikke okay det som skete med jeg.Hverken det som hans kollegaer udsatte mig for eller det ansvar han aldrig tog. Det er ikke okay hvordan ofre negligeres af politi, HR og fagforeninger grundet manglende ressourcer.

Så hvad gør man når der ikke findes en ordning i verden som kan beskytte dig som offer fordi du tilfældigvis er timelønnet eller uautoriseret? - Du skaber løsningen.

Jeg glæder mig umenneskelig meget til at introducere jer for foreningen og slå dørene op! Jeg har adskillige pressemeddelelser som venter på at blive udsendt. Problemet er blot at det ikke er noget jeg kan gøre inden hjemmesiden er færdig. Im a one woman army og det kræver tid og tålmodighed at samarbejde med penseo, nets og diverse samarbejdspartnere omkring de ting vi gerne vil implementere på siden. Det tekniske gøgl, så i blandt andet kan betale for jeres medlemskaber på siden etc. Vores kalender booking system og medlemmernes egne sider er endelig færdiglavede. Også har vi fået taget lidt presse fotos og fået finpudset diverse medlems, frivillig og arbejdes kontrakter.

Vores vedtægter hænger så flot på vores lækre kontor ved søerne, og der er mange årsager til at glæde sig til når vi slår dørene op. Jesus og jeg havde det stramt over alt det ”kreative” som lå i opstartsarbejdet med foreningen da det kom til at designe hjemmesiden, logo og hive mine tekstforfattere til siden i ørene.  Jeg havde fuldstændig undermineret den lange proces, og de mange mennesker som man skal kunne føre et samarbejde med. Jeg føler mig ikke overvældet, og tager overraskende graciøst på oplevelsen. Jeg syntes det er voldsomt spændende og er så taknemmelig for at jeg kan arbejde med det jeg elsker til hverdag. Jeg er ved at skabe noget, og det føltes helt fantastisk.

Der er mange interessante sager at tage hånd om, senest en sag med et folketingsmedlem som desværre har dummet sig i stor grad. Av. Men den kommer vi ind på senere.

On another note; det går vildt godt på arbejdet og jeg er langsomt ved at blomstre indenfor mit højt elskede speciale. Det er nogle lange dage på akut kirurgisk, og det er nogle voldsomme (men spændende) dage vi har haft de sidste to måneder. Det hele er med til at give mig blod på tanden, og jeg dykker længere og længere ned i det teoretiske for hver dag som går. Jeg er så velsignet for at kunne vågne hver dag, redde liv og lave det jeg elsker til hverdag. Jeg er så forelsket i mit speciale.

På arbejdes fronten sker der et helveds masse, og jeg har en masse bolde i luften ved siden af mine dage på akutmodtagelsen. Lad mig sige det sådan her. Nu har de i to år prøvet at anholde mig for at være efterforskende forfatter. Jeg har altid været af den overbevisning af, at hvis du endelig skal være ”kriminel” (som de så gerne vil have at jeg er) så skal du være så god til det at selve staten hyrer dig en dag. I ved jeg elsker mig en sassy og kæk tilgang til livet, og oh boy hvor er der mange overraskelser til jer i bøgerne.  Whilst things in my trail was seeming to fall apart, in reality everything was falling into place. Min retssag er blevet til en sweat equity slags situation, og det gavner mange parter at jeg har en interesse for det at efterforske. Jeg har tidligere fortalt om hvordan det var en stor interesse som barn og et eller andet sted altid min RAISON D’ÊTRE.

Jeg har haft kalenderen booket op med diverse møder med PR-mennesker og journalister, og jeg gør en dyd ud af at italesætte de nuværende scenarier. Nu er vi nået dertil, hvor jeg glæder mig til og ser frem til min retssag. Jeg var til et retsmøde med en dommer i sidste uge.

Anklagemyndigheden har de seneste måneder i desperat forstand kæmpet for at ALLE mine vidner IKKE MÅTTE VIDNE. (fordi de ved hvad der sker når de vidner på at de ting jeg skrev, var i min gode ret og ganske dokumenterede). Jeg har en dygtig advokat som modsagde sig det og efter lang tids frem og tilbage så er det endelig afgjort: MINE VIDNER FÅR LOV TIL AT VIDNE! Hvad havde de regnet med altså? De prøver at få mig anholdt ved at hæve at de ting jeg skrev om var udokumenterede, imens jeg har adskillige vidner som redegør for at det ikke er. Altså det træk der? Puts the Disco in Disconected.

Det er en kæmpe sejr og et eller andet sted som han den dygtige journalist sagde, så har jeg allerede vundet sagen i sig selv der, selv hvis dommen skulle blive negativt. Det er på tide at Danmark hører hvad mange kollegaer har at sige om denne mand, som på absurd og tarvelig vis valgte at lægge ansigt til den behandling jeg fik af regionen fordi han var for stor en kujon til at tage hans ansvar. Han kastede en ung studerende under bussen og lod dem ødelægge mit liv. Og for hvad? Fordi han ikke ville indrømme at han havde flirtet med mig på arbejde og til tider overskrevet nogle grænser? At han til tider via hans adfærd havde udstillet mig lige så meget som hans egne kollegaer? Jeg gav den mand alle verdens muligheder for ikke at være en del af denne sag, så længe han blot lod mig udtrykke min utilfredshed under vores samarbejde og sagde undskyld for hans handlinger. Et komisk faktum han ikke inddrager nogle i er hvordan han havde aftaltes at mødtes med mig for at sige undskyld (da han vidste jeg var S-U-R på ham grundet hans krænkende adfærd på jobbet overfor mig) få dage inden mødet med ledelsen hvor de fyrede mig. Han vidste hvad han havde gjort og hvordan jeg var utilfreds, og lige så snart han blev konfronteret med de ting fordi ledelsen fandt teksten med min kritik, så kastede han mig under bussen.

Man skal have blod på tanden for at skrive seks bøger og grundlægge en forening, jeg siger det bare. Det drive og den passion udspringer sig ikke fra et ego eller behovet for at eje, men en dyb uretfærdighed som jeg blev udsat for som efterlod et stort hul i mig.

Jeg har det seneste to år dækket jeg ved ikke hvor mange cases med sundhedsfaglige som har begået selvmord grundet ”uoverensstemmelser med regionen”. Jeg var tæt på at blive til et af dem da de fjernede mit eksistensgrundlag ved at sanktionere mig.

 Det skaber et drive i en person det der. For to år siden boede jeg i et Harry potter skab jeg selv havde bygget i min lejlighed for at leje resten ud, så jeg kunne finanserne mine advokater og i dag sidder jeg på et kontorlokale ved søerne og har travlt med at møde den ene film gut efter den anden. Jeg har en voldsom interessant livshistorie, og jeg går direkte efter at fortælle den. Alle dele af den.

Jeg ved godt at det har taget mig lang tid at lancere tingene, men husk nu, at jeg har gjort det hele alene og ofret mange år og megen livskvalitet på at nå hertil. Jeg startede med vitterlig ingen ressourcer udover mine elskede i hverdagen og min rodfæstede sociale omgangskreds, og det tager altså tid (og mange, mange penge) at skabe projekter som mine. Altså, jeg er også lidt selv ude om det. Jeg nægtede ”blot” at introducere jer for min krænkelses sag. Jeg ønskede ikke blot at skrive bøgerne men også skabe noget, en løsning på de problemer jeg italesætter inden jeg var klar til offentligt at udtale mig og starte en PR-krig. Jeg ville introducere jer for min sag på den mest respektable vis og skabe noget som kunne slå foden ned og ikke blot være der for at fortælle flydende om uretfærdige hændelser. Så det er ikke for at lyde kinky men i like to go slow but in high tempo. Fordi prøv at overvej hvor meget det er som vi har opnået de sidste to år blot? Vi har lagt fundamentet for at vi i de næste 7 år kan nøjes med blot at underskrive papirarbejdet og holde møderne: produkterne er skabt og bøgerne er skrevet.  Foreningen er klar (ligeså snart nets tager sig sammen <3 ) and its time to shine and just look pretty.

Jeg lægger megen stolthed i mit arbejde og går meget op i at det skal være en respektabel forening jeg lancerer. Det er derfor vi udelukkende arbejder med systematik og kører efter en ”seriemorder regel af 3”. Får jeg 3 henvendelser/sager om den samme medarbejder (ja det inkluderer mobning på arbejdspladsen) så vil jeg tage alle mulige (all possible) tiltag for at gøre noget aktivt ved problematikken. Styrelsen for patientklager (og deres disciplinære hørelser som jeg er stor fan af), STPS, fagforeninger, medier, politianmeldelser, domstole; hele puljen.

Jeg lover jer det kræver sit forte at kunne inkorporere det i sin hverdag, det slags samarbejde. Det er blandt andet derfor jeg behandler mine medarbejdere godt. En eller anden dag så vil jeg være den slags chef som betaler dem som, arbejder for mig mere end jeg selv vil få i løn.

Der var længe hvor jeg kørte ture for Peace of mind og ikke kun ærinder, og det er helt fantastisk at nå dertil, hvor jeg kun sætter mig i bilen for at nå ærinder. Der er noget uskyldigt over det faktum som jeg værner om.

Hold øje på bloggen og på Instagram, der der inden længe kommer ”goodies” til jer.

Stay safe

Alarié